torsdag den 21. november 2013

And the winner is... SOUTH AMERICA! - del 2

Det som min mavefornemmelse fortalte mig var ikke, at jeg ikke skulle have bestilt billetten - tværtimod.
jeg var blot i den fase, som jeg rammer flere gange når der er noget nyt under opsejling i mit liv... Usikkerhed. Jeg var meget overrasket over, at usikkerheden var kommet så tidligt, men det havde helt sikkert meget at gøre med, at nu var jeg for alvor nået dertil hvor der ingen vej tilbage er...

Nåh, men... En ting, som plagede mig, var min nysgerrighed. Kort inden jeg havde lagt mig til at sove, havde jeg vanen tro været forbi et par backpacker forums på nettet, for lige at tjekke om der nu var sket noget nyt på fronten - og som altid var der det.
En anden backpacker havde svaret på et af mine gamle indlæg på siden, omkring det at rejse til Sydamerika, hvor jeg havde stillet lidt blandede spørgsmål.
Jeg fik et tip om en alternativ måde at nå til Sydamerika, og da jeg fra naturens side er meget nysgerrig, blev jeg nødt til lige at tage et hurtigt kig på, hvad det nu var for noget.
Det viste sig så, at 2 dage efter mit fly fra Lissabon skulle lette, kunne jeg flyve enormt billigt fra Oslo i Norge til Fort Lauderdale i Florida, USA. Det virkede jo umiddelbart ganske interessant, og min nysgerrighed fik derfor et ekstra tag i mig - nu blev jeg jo nødt til at finde ud af, hvilke muligheder jeg så - i teorien naturligvis - ville have for at komme videre fra Florida til Sydamerika.
Det viste sig så, at yderligere 2 dage efter flyet til Florida ville lande, var der en discount-billet til Guatemala City, Guatemala til langt under normalprisen. Hold da op, tænkte jeg... Hvor heldig har man lige lov at være? Det ville jo være noget nær uforskammet, ikke at tage imod sådan et godt tilbud!
Jeg fik tjekket prisen for at afbestille min oprindelige billet - og selv med det betalt, ville jeg stadig spare lidt over 2000 kr. på at rejse via Oslo og Florida. Jeg bestemte mig dog for lige at sove på det, inden jeg ville foretage mig yderligere...

Næste dag havde intet ændret sig. Tilbuddet var simpelthen næsten for godt til at være sandt - men om ikke andet stod det sort på hvidt, lige dér på min skærm. Jeg bestilte billetterne, og fik afbestilt den oprindelige.
Denne gang var følelsen en helt anden - jeg kunne mærke på mig selv, at det var det rigtige valg jeg havde truffet. Så nu hedder udgangspunktet Mellemamerika - men planen er da også fortsat at komme forbi Sydamerika på et eller andet tidspunkt.

Nu sidder jeg her på mit værelse imens jeg skriver, kigger ud over Vesterbro i Aalborg og kommer til at tænke... "Er jeg fuldstændig tosset?! Bare sådan at bestille flybilletter på må og få - det har jeg da aldrig gjort før!" Haha, gu' er jeg så - og det er jeg skide taknemmelig for at være! Hvis ikke jeg havde været en lille smule tosset, hvilket i øvrigt er en tanke, som ofte strejfer mig - så havde jeg aldrig siddet her med den følelse som mange snyder sig selv for, trods de har et helt liv til at gøre noget ved den; følelsen af, at følge sine allerstørste drømme!

Min flybillet er en enkeltbillet. That's it. Jeg har læst mig frem til, at det ikke er anbefalet at rejse på enkeltbillet til de fleste mellem- og sydamerikanske lande, da man risikerer at løbe ind i problemer i immigrationen i lufthavnen og ved grænseovergange, men jeg satser på at finde en løsning på dette - jeg nægter simpelthen at være bundet til en fast hjemrejsedato og dermed destination, da hele idéen med min rejse er at være fri og følge min mavefornemmelse.

Jeg vil have følelsen af usikkerhed, bevæge mig udenfor min tryghedsboble og leve livet på kanten. Jeg vil ikke bare føle mig i live - jeg vil føle mig rigtig i live!


Skulle du have lyst til at læse lidt mere om mit kommende projekt og min motivation bag, kan du finde mere detaljeret information ved at trykke her: Explore. Dream. Discover.


torsdag den 14. november 2013

And the winner is... SOUTH AMERICA! - del 1

Jeg har i det sidste lange stykke tid tænkt enormt meget over, hvor jeg egentlig kunne tænke mig at rejse hen når jeg tager afsted næste år. Jeg har stort set hver dag siddet på nettet og ledt efter billige flybilletter til de forskellige steder jeg allerhelst vil hen.
Topdestinationerne har hele tiden været Australien/New Zealand, Sydamerika og rundrejse i Østeuropa, men da der endnu er længe til afrejse (dette har min mor og jeg iøvrigt vidt forskellige meninger om!), så har distancen mellem tanke og handling været stor.

Min plan er jo hovedsageligt, ikke at have nogen plan. På den måde kan jeg rejse fra sted til sted uden nogen form for forpligtelser og bindinger. Samtidig ved jeg også, at jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at bestemme mig for hvilken retning jeg skal starte ud - ellers vil jeg bare blive ved med at gå og skifte mening.

For et par dage siden på jobbet stod jeg og talte med en kollega, som spurgte lidt ind til min rejse og om hvad jeg egentlig havde tænkt mig og sådan. Lige som alle andre gange folk har stillet mig det spørgsmål, var svaret: "Det ved jeg ikke rigtig - det finder jeg ud af."

Jeg fortalte ham, at jeg havde en idé om, at det kunne være rigtig fedt at rejse lidt rundt i Europa, da der er rigtig mange steder jeg godt kunne tænke mig at opleve, og så hoppe på en flyver et eller andet sted fra, til Sydamerika.

Jeg får tit af vide, at, når jeg taler om at rejse, så stråler det ud af mig hvor højt jeg elsker det og brænder for det - og det er uanset hvilke afsides kroge af verden der er tale om.
Imens jeg stod der og talte med min kollega, fik jeg for første gang følelsen at mærke helt indeni - den summen og varme, det enorme smil indvendigt som udvendigt, følelsen af noget nyt og spændende der er inden for rækkevidde og at man ikke helt er klar over om det nu også er det rigtige - en følelse, som for mig, minder om forelskelse.

I dét øjeblik vidste jeg, at det var sådan det skulle være - jeg skulle til Sydamerika!

30 minutter senere var billetten fra Lissabon til Buenos Aires bestilt.

Forhastet beslutning? Måske. Jeg havde så længe gået med lysten til, at der skulle ske noget nyt - det har pint mig længe, at jeg ikke har haft en kortere udsigt til igen at komme ud i verden, og det krævede en impulshandling at få lidt ro på mig selv igen, så sådan blev det.

Det var ubeskrivelig fedt, endelig at have fået bestilt en billet. Jeg har jo hele tiden vidst at jeg en dag ville stå uden job, uden nogen hverdag fyldt med rutiner, som jeg er så vant til. Trods min langvarige afklaring med dette, så giver det mig bare dét ekstra at vide, at nu er billetten sgu bestilt - point of no return.
Humøret var selvsagt super højt resten af dagen, og det smittede da også af på mine brødre og min mor, da jeg var på besøg hos dem om aftenen, og fik fortalt om min nu kommende destination.

Her er et udpluk fra telefonsamtalen jeg havde med min far samme aften:
Mads: "Hej far."
Far: "Go'daw gamle jas."
Mads: "Så har jeg sgu fået bestilt flybillet!"
Far: "Nåh for pokker, det må jeg nok sige - og hvor går turen så hen?"
Mads: "Den går såmænd til Buenos Aires i Argentina."
Far: "Hold da op, det må jeg nok sige... Og hvor er det så meningen jeg skal komme og besøge dig?"
Mads: "Det ved jeg ikke rigtig - det finder vi vel bare ud af på et tidspunkt, gør vi ikke?"
Far: "Jo jo, det gør vi da - det haster skam ikke."
Mads: "Såååå... Det var egentlig bare lige det jeg ville fortælle..."
Far (sagt med grinende stemme): "Ja, men... Man må da sige der sker lidt!"
Mads: "Ja, det har du ret i... Men det ville jo også blive kedeligt hvis der slet ikke skete noget!"

Efter jeg havde lagt på med min far, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine. Han har altid en sjov måde at sige tingene på - og det griner jeg ofte over. Det er nu nok en af de situationer hvor "man skulle have været der", haha!

Ovenpå nogle gode samtaler med min familie, gik jeg i seng den aften med en god mavefornemmelse.

Næste morgen var min mavefornemmelse dog en anden...


Skulle du have lyst til at læse lidt mere om mit kommende projekt og min motivation bag, kan du finde mere detaljeret information ved at trykke her: Explore. Dream. Discover.


søndag den 3. november 2013

"Explore. Dream. Discover."

Nu er det vidst så småt ved at være på tide, at jeg løfter sløret for mine fremtidige rejseplaner - i hvert fald en del af dem. Jeg har, et par gange efterhånden, lovet at der snarest muligt vil komme nærmere information om min næste rejse - og den tid er kommet nu.
Jeg har rigtig mange idéer og ønsker til min næste rejse, men hvad det hele helt konkret kommer til at indebære, ved jeg ikke med sikkerhed - og det er også hensigten.

"Explore. Dream. Discover." er mit projekt, som har til formål at inspirere andre til at følge deres drømme og få det liv som de selv ønsker - uafhængigt af hvad andre synes om det, må det være samfundet, familie eller venner.
Derudover er målet med projektet i høj grad også at bevise, at verden ikke er så farligt og fjendtligt et sted som mange gør den til. Jeg tror på, at uanset hvor i verden man måtte befinde sig, vil der altid være en udstrakt hånd - og den hånd kan måske komme fra det mest uventede sted.

Kort fortalt, så har jeg sagt mit job op, lejligheden bliver opsagt i starten af det nye år - og jeg er så småt i gang med at sælge ud af mine overflødige ejendele.
Når jeg skriver overflødige ejendele, så mener jeg alt jeg ejer, som ikke kan være i min rygsæk eller jeg har brug for på min rejse.

Planen er, ikke at have nogen plan. Det eneste, som jeg på forhånd ved med sikkerhed er, at jeg tager ud og rejser på ubestemt tid - altså, indtil enten lysten eller pengene slipper op - og jeg har en stærk fornemmelse af hvilken af de to, der kommer først.

"Explore. Dream. Discover.", som kan findes under menuen i toppen af bloggen indeholder mere dybdegående information om mit projekt, og vil blive opdateret løbende som mine planer falder mere på plads (eller ændre sig fuldstændig) - så husk at holde godt øje med den!

Gå direkte til siden ved at trykke her.


Alt det bedste
Mads