Vi stod tidligt op næste morgen, for at fange bussen mod Siem Reap i Cambodia. For at være helt ærlig, så følte vi os sgu en smule "Rambo", som vi kaldte det, når vi gjorde nogle, i vores øjne, "vilde" ting. Vi havde jo alligevel valgt, trods adskillige skrækhistorier, at rejse igennem Cambodia på egen hånd.
Det skulle dog vise sig, at vi ikke var blevet helt "Rambo" endnu...
I forhold til Sydøst Asiatiske standarder, gik busturen faktisk ret godt - lige indtil en times tid før grænsen til Cambodia.
Bussen gjorde holdt på en form for rasteplads, hvor vi blev rykket over i små ladbiler, som så skulle transportere os til grænsen mellem Thailand og Cambodia. Vi blev bedt om at udlevere vores pas, og det i sig selv er der jo ikke noget underligt ved - hvis man altså bare havde rejst med et bureau og valgt en grupperejse, men det var jo ikke tilfældet med os.
Vi var lidt utrygge ved, bare sådan at udlevere vores pas, men vi gjorde det alligevel.
Herefter kørte ladbilerne afsted med os mod grænsen, og vi havde på dette tidspunkt ikke fået vores pas tilbage endnu.
Da vi ankom til grænsen blev vi mødt af den samme mand, som vi havde udleveret vores pas til - og vi fik dem omsider tilbage.
Grænsen til Cambodia var meget præget af fattigdom. Børn i alle aldre løb rundt fra det ene hvide menneske til det andet, i håb om, at der ville falde lidt af til aftensmaden. Dette var første gang på vores rejse, at vi sådan for alvor stiftede bekendtskab med voldsom fattigdom, og det ramte os noget mere, end vi på forhånd havde forventet.
En smule tynget af stemningen ved grænsen, blev vi nu eskorteret over til vores videre transportmiddel - en taxa. Eller, taxa og taxa - hvad end det var, så så den ret "uofficiel" ud, og det tætteste man kunne komme på at sammenligne den med, var en taxa...
Finn og jeg delte "taxa" med en tysk mand og hans cambodianske kone.
Jeg tror det var tydeligt at se på os, at vi ikke var vant til at rejse alene. Den tyske mand, hvis navn jeg ikke husker, fortalte os lidt om ham og hans kones forhold - og spurgte lidt ind til Finns og min rejse.
Efter en times tid i taxa, gjorde vi holdt ved, hvad der lignede en blanding af en forladt busstation og huset fra 'Texas Chainsaw Massacre' - og vi følte os pludselig ikke særlig modige længere.
Tyskeren og hans kone blev ført over i en bil, og tilbage stod vi der, helt alene ude midt i ingenting - dog med et løfte om, at der snart ville komme en anden bil og hente os.
Mængden af information under hele dette forløb var, som i sikkert kan fornemme, meget begrænset - og det var også kun med til at gøre stemningen mere utryg.
På det her tidspunkt var vi nået til sen aften - omkring kl. 23.00, og lige i øjeblikket havde vi begge nok mest af alt lyst til, at have en gruppeleder, som kunne "holde os i hånden" - så vi ikke skulle bekymre os om vores videre færd.
Efter 10-15 minutters venten ved Hewitt familiens hus, kom vores bil. Endnu en gang med nærmest ingen information om noget som helst, satte vi os ind, og næste stop var Siem Reap - forhåbentlig.
Efter en times tid, var vi fremme i Siem Reap. Stadig lidt utrygge ved situationen, blev vi sat af udenfor et hostel, som vi besluttede os for at overnatte på.
'No Problem Guest House' - så kan man da vidst tale om ironi på højt plan...
Inden vi trak os tilbage for en dag, med lidt mere eventyr end vi måske havde håbet på, foreslog receptionisten os, at stå tidligt op næste dag, for at opleve solopgangen over Angkor Wat templerne - og det var naturligvis en oplevelse, som vi ikke ville gå glip af!
Alt i alt en god dag - vi var jo trods alt kommet helskindet frem til vores destination. Til trods for, at vi havde følt os en smule utrygge i løbet af dagen, og især aftenen - så viste det sig jo, at vores bekymringer havde været ganske ubegrundet.
Jeg tror, at det er sådan med det meste. Vi er, af natur, bange for det ukendte - og for mig bekræfter det kun vigtigheden af, at vi kommer udenfor vores komfortzone i ny og næ, for at få udvidet vores horisont og forståelsen af, at bare fordi det ikke er sådan tingene fungere i Danmark - så kan det altså stadig være helt okay.
Vi var lidt utrygge ved, bare sådan at udlevere vores pas, men vi gjorde det alligevel.
Herefter kørte ladbilerne afsted med os mod grænsen, og vi havde på dette tidspunkt ikke fået vores pas tilbage endnu.
Da vi ankom til grænsen blev vi mødt af den samme mand, som vi havde udleveret vores pas til - og vi fik dem omsider tilbage.
Grænsen til Cambodia var meget præget af fattigdom. Børn i alle aldre løb rundt fra det ene hvide menneske til det andet, i håb om, at der ville falde lidt af til aftensmaden. Dette var første gang på vores rejse, at vi sådan for alvor stiftede bekendtskab med voldsom fattigdom, og det ramte os noget mere, end vi på forhånd havde forventet.
En smule tynget af stemningen ved grænsen, blev vi nu eskorteret over til vores videre transportmiddel - en taxa. Eller, taxa og taxa - hvad end det var, så så den ret "uofficiel" ud, og det tætteste man kunne komme på at sammenligne den med, var en taxa...
Finn og jeg delte "taxa" med en tysk mand og hans cambodianske kone.
Jeg tror det var tydeligt at se på os, at vi ikke var vant til at rejse alene. Den tyske mand, hvis navn jeg ikke husker, fortalte os lidt om ham og hans kones forhold - og spurgte lidt ind til Finns og min rejse.
Efter en times tid i taxa, gjorde vi holdt ved, hvad der lignede en blanding af en forladt busstation og huset fra 'Texas Chainsaw Massacre' - og vi følte os pludselig ikke særlig modige længere.
Tyskeren og hans kone blev ført over i en bil, og tilbage stod vi der, helt alene ude midt i ingenting - dog med et løfte om, at der snart ville komme en anden bil og hente os.
Mængden af information under hele dette forløb var, som i sikkert kan fornemme, meget begrænset - og det var også kun med til at gøre stemningen mere utryg.
På det her tidspunkt var vi nået til sen aften - omkring kl. 23.00, og lige i øjeblikket havde vi begge nok mest af alt lyst til, at have en gruppeleder, som kunne "holde os i hånden" - så vi ikke skulle bekymre os om vores videre færd.
Efter 10-15 minutters venten ved Hewitt familiens hus, kom vores bil. Endnu en gang med nærmest ingen information om noget som helst, satte vi os ind, og næste stop var Siem Reap - forhåbentlig.
Efter en times tid, var vi fremme i Siem Reap. Stadig lidt utrygge ved situationen, blev vi sat af udenfor et hostel, som vi besluttede os for at overnatte på.
'No Problem Guest House' - så kan man da vidst tale om ironi på højt plan...
Inden vi trak os tilbage for en dag, med lidt mere eventyr end vi måske havde håbet på, foreslog receptionisten os, at stå tidligt op næste dag, for at opleve solopgangen over Angkor Wat templerne - og det var naturligvis en oplevelse, som vi ikke ville gå glip af!
 |
| Der blev skrevet dagbog, efter nerverne var faldet til ro, ovenpå en særdeles begivenhedsrig dag. (klik for større billede) |
Jeg tror, at det er sådan med det meste. Vi er, af natur, bange for det ukendte - og for mig bekræfter det kun vigtigheden af, at vi kommer udenfor vores komfortzone i ny og næ, for at få udvidet vores horisont og forståelsen af, at bare fordi det ikke er sådan tingene fungere i Danmark - så kan det altså stadig være helt okay.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar