Thailand - De første dage (december 2010)

Netop ankommet til hvad der var, mildest talt, udebane for et  par blege førstegangsrejsende, gik turen nu til vores hjem for de næste par dage, New Road Guest House. Vi havde overvejet, at søge mod den verdensberømte backpacker gade i Bangkok, Khao San Road - men havde i stedet valgt, at bosætte os lidt udenfor centrum, dog blot 5 minutters gang fra SkyTrain, som kan tage dig hvorhen i byen du ønsker, på forholdsvis kort tid.
Efter vi havde fået styr på check-in, var førsetprioriteten at finde os noget af den lækre thai-mad, som vi havde hørt så meget godt om hjemmefra. Vi fandt et sted, kun en enkelt gade fra vores hostel - maden var super god, billig og betjeningen var i top! Vi var godt tilfredse med vores første måltid i Thailand!
Det resterende af dagen og aftenen gik med, at slentre rundt i området omkring vores hostel, spille pool og ellers bare vænne os til varmen og de altid venlige og smilende thailændere.

Tai Chi i Lumpini Park, Bangkok, Thailand (klik for større billede)

Næste dag stod vi op omkring kl. 05.00. Grunden til dette var, at vi aftenen forinden havde fået fortalt, at Lumpini Park, midt i Bangkok, bestemt var et besøg værd - og, at der tidligt om morgenen altid er flere grupper, som udøver Tai Chi. Tai Chi er en ældgammel, Kinesisk kampkunst, som også er enormt populær i Thailand, der har til formål at styrke krop og sind, og harmonien imellem disse.
Vi synes det lød super fedt - så det skulle vi naturligvis opleve!
Lumpini Park var fantastisk! En kæmpe park inde midt i byen, hvor sindet kan få ro, og man bare kan læne sig tilbage med en god bog - eller bare lade tankerne flyde afsted.
Det var imponerende at se koordinationen i gruppernes bevægelser. Det var helt afslappende, bare at se på. Efter vores besøg i Lumpini Park, ville vi en tur omkring MBK Center, som er et enormt shoppingcenter i 7 etager, der har alt hvad hjertet måtte begære.
Vi besluttede os for, at benytte lejligheden til at tage vores jomfrutur i SkyTrain - og vi var fremme ved MBK Center små 20 minutter senere.
Vi havde selvfølgelig en idé om, hvor stort MBK Center ville være - men til trods for det, blev vi alligevel ret overvældede. Butikker, restauranter og boder i massevis - og sågar en biograf på hele øverste etage!
Vi fik købt de ting vi manglede, heriblandt ure, sko og myggenet - hvilket vi senere skulle blive enormt taknemmelige for, at vi havde investeret i.

Bangkok overraskede os på mange måder, og på mange måder gjorde den ikke. Noget, som vi især undrede os over var, at byen er enormt beskidt. Selvom vi befandt os i Sydøst Asien, overraskede det os alligevel, at der lå skrald overalt - men det hænger selvfølgelig meget godt sammen med, at det hørte til sjældenhederne, at man så en skraldespand på gaden.

Da vi ikke havde booket noget som helst på forhånd, besluttede vi os for, at tage en tur omkring Hua Lamphong Railway Station, for at tjekke mulighederne for videre rejse.
Der gik ikke længe, inden vi havde fået de første 10 tilbud om rejser til alverdens steder inde- og udenfor Thailand. Mulighederne var uendelige.
Efter at have snakket med adskillige sælgere, bestemte vi os for, at vores næste destination skulle være Cambodia. Til trods for, at vi hjemmefra havde hørt alverdens skrækhistorier om overfald, kidnapninger og hvad ved jeg - besluttede vi os for, at fravælge trygheden ved en grupperejse - for i stedet at rejse på egen hånd og få lidt mere eventyr ud af det - det var jo trods alt derfor, at vi var taget afsted.

Afrejse!

Tirsdag den 30. november 2010 var dagen for afrejse. Jeg havde nu gået i omkring 4 måneder og glædet mig, hver eneste dag, som et lille barn til juleaften.
En, som til gengæld ikke havde set frem til denne dag, var min mor.
Jeg har en meget kærlig mor, som altid har taget sig godt af mine brødre og jeg, og hendes bekymring for, at hendes "lille dreng" nu skulle drage ud i den store verden på egen hånd, var ikke ligefrem noget, jeg scorede en hulens masse point på, for at sige det mildt. Det tog mig da også lidt tid, at få hende overbevist om, at det altså var en ganske glimrende idé, sådan at rejse ud og blive klogere på livet, og ikke mindst mig selv.
Hun vil mig naturligvis kun det bedste, og var jo blot bekymret for, om jeg nu kunne klare at stå på egne ben, sådan rigtigt, for første gang i mit liv, og om jeg ville komme uskadt hjem.
Som nævnt i mit første indlæg, har jeg boet hjemmefra, siden jeg var 18 år, så det er ikke fordi, at det er hende uvant, ikke at have mig omkring - men det med, at skulle ud i verden, var lidt mere uden for rækkevidde, end hun havde håbet på, tror jeg.
Inderst inde vidste hun jo også godt, at der ikke var nogen reel fare for, at hun ikke ville komme til at se mig igen - hun var alligevel smart nok til, at sende mig afsted med stegt flæsk og persillesovs, som mit sidste måltid inden afrejse, og hvis der er noget, som der absolut ingen chance er for, jeg nogensinde giver afkald på - så er det mors hjemmelavede stegte flæsk!

Aftenen inden afrejsedagen, gik med at pakke og tjekke min rygsæk igen, og igen og igen.
Jeg vil tro, at jeg samlet fik den pakket helt ud - og heldigvis sammen igen, omkring 20 gange den aften.
Jeg havde aldrig før i mit liv ejet en "rigtig" rygsæk, og jeg må indrømme, at jeg havde en del besvær med at finde ud af, hvordan den skulle pakkes så praktisk som muligt.
Grundet min manglende erfaring som backpacker, var jeg nødsaget til, at skille mig af med en del af de ting, som jeg havde reserveret plads til i rygsækken.
Det, som gjorde allermest ondt, at skulle undvære, var pebernødder. Jeg skulle for første gang i mit liv fejre juleaften i udlandet, og det trak dybt inde i det allerdybeste af min sjæl, at skulle droppe pebernødderne til juleaften. Modvilligt blev de, til især min fars fornøjelse, droppet til fordel for blandt andet lommelygte, vandrestøvler, pas, vaccinations-papirer, malariapiller og andre, på det tidspunkt, ligegyldige ting.

Jeg skulle flyve fra Aalborg til Kastrup Lufthavn, hvor jeg havde godt 12 timers ventedetid i sigte. Jeg tvivler stærkt på, at der nogensinde er blevet gået så mange kilometer i Kastrup, på en enkelt dag, som jeg præsterede - eller, at ekspedienten hos Baresso, har serveret varm kakao for samme person så mange gange. Tiden blev slået ihjel med, at høre musik og læse - og det var sådan set det. Ikke det mest indholdsrige halve døgn i mit liv, kan du nok forestille dig.
Uret tikkede tættere på 18.00, og det var der omkring min danske rejsebuddy, Finn, og jeg, skulle mødes i lufthavnen. Finn og jeg havde stiftet bekendtskab via det danske backpacker forum, Backpackerplanet.dk, og vi havde en måneds tid forinden mødtes i Århus i et par timer, og fandt ret hurtigt ud af, at det kunne være meget fedt at starte vores rejser sammen - så det var det, vi besluttede os for.

Er det ikke underligt, at rejse afsted med en, som man knap nok kender? På ingen måde. Det handler i al sin enkelthed om, at have et åbent sind. Vi havde hjemmefra aftalt, at hvis vi en dag ville hver vores vej - så var det sådan det var. No hard feelings. Det var et glimrende udgangspunkt at have, for at få en god start på rejsen. Finn havde, ligesom jeg, ingen tidligere rejseerfaring - så vi var helt på samme niveau, ham og jeg.

Tiden nærmede sig kl. 20.05, hvor vi skulle flyve fra Kastrup, via Wien, til Bangkok. Forud ventede os lige knap 12 timer i fly, før vi kunne stå med thailandsk jord under fødderne, og eventyret for alvor kunne begynde.
Omkring kl. 15.00 lokal tid, var vi fremme, i den enorme Suvarnabhumi lufthavn i Bangkok. Jeg havde faktisk forventet, at den ville være langt mere kaotisk, end tilfældet var.

Så der stod vi - to grønskollinger med vores rygsække på, med meget begrænset livserfaring, uden planlægning og endnu mindre end ingen idé om, hvad de næste 3 måneder ville bringe. Men som man siger; minus/minus giver plus - ikke?

De første skridt... - del 2

Jeg ringede til min far for, at fortælle ham den gode nyhed om, at jeg var blevet fastansat i firmaet. Han var stolt af mig. Han sagde det ikke direkte den dag, men jeg kunne mærke det på ham. Det havde han været, uanset om jeg havde fået lov til at beholde mit job eller ej, for han vidste, at jeg havde gjort mit allerbedste.

Som samtalen gik, faldt snakken på, hvad min chef og jeg havde talt om under mødet.
Jeg fortalte min far om det tilbud, som jeg havde fået - og han syntes det lød fantastisk!
Han kunne naturligvis godt se problemet i det med økonomien, og vi talte lidt frem og tilbage om det.
Vi kom frem til en mulighed, den eneste faktisk - en mulighed, som jeg normalt er meget stor modstander af; at låne pengene i banken.
I ethvert andet tilfælde, ville jeg have sparet pengene sammen, men da mulighederne for dette ikke var tilstede, og tilbuddet fra min chef kun var gældende i en begrænset periode, så jeg mig nødsaget til at trodse mine principper, og aftale et møde med banken.

Kender du det, når man gør noget, som føles forkert - uden, at det egentlig er det? Sådan havde jeg det, da jeg skulle i banken og fortælle om mine planer. Inderst inde var jeg jo godt klar over, at de bare kunne sige nej, og så ville der jo ikke være så meget mere i det.

Årsagen til, at jeg i første omgang havde lyttet til min fars forslag var, udover manglende alternativer, at hvis der er noget han altid har lagt meget vægt på at lære mig, så er det, at man skal have sin økonomi i orden, og man ikke køber noget, før der er penge nok på kontoen - og jeg ved med sikkerhed, at hvis ikke det var fordi han mente, at det netop er sådan noget som det her, at følge sine drømme, man skal låne penge til - så er der ikke noget, man skal.

Mødet med banken, gik ikke som jeg havde håbet. De syntes, at det var en god ting, at skulle låne penge til, når nu det skulle være - dog var de, selvsagt, betænkelig ved det faktum, at jeg ingen opsparing havde, og for så vidt ikke kunne stille sikkerhed i noget som helst, da jeg hverken ejede bolig, bil eller noget helt tredje.
Med dette som begrundelse, valgte banken at afslå min anmodning om et lån - dog med beskeden om, at hvis det skulle være muligt for mig, at låne hos dem, ville jeg blive nødt til, at finde en kautionist.
Endnu en gang måtte jeg se drømmen briste, og jeg havde så småt opgivet håbet om, at komme afsted på mit eventyr - for jeg ville aldrig kunne få mig til, at bede nogen jeg kender om, at skulle stå inde for nogle penge, som jeg skulle bruge.

Et par dage efter, var jeg ude og besøge min far. I bilen på vej ud til ham, faldt snakken igen om banken, og mine, efterhånden begrænsede, muligheder for at komme afsted.
Efter lidt tid i bilen, med snak frem og tilbage, foreslog min far mig noget...
Han tilbød mig, at kautionere for pengene i banken. Det første jeg tænkte var, at jeg på ingen måde kunne få mig til, at tage imod sådan et tilbud - men samtidig vidste jeg også, at han ikke ville tilbyde mig at kautionere, hvis ikke han mente, at det var en god idé og vidste, hvor meget det betød for mig. Jeg tror på intet tidspunkt, at min far har haft betænkeligheder ved det - for mit forhold til penge er det samme som hans; man kan ikke bruge noget man ikke har.

Så det blev altså sådan; jeg lånte de nødvendige midler, og var nu klar til at begynde planlægningen af, hvad min livslange drøm skulle indeholde. I virkeligheden fik jeg ikke planlagt noget som helst - det eneste jeg kom frem til, som jeg vidste med sikkerhed var, at jeg ikke ville planlægge noget som helst. De følgende måneder gik med, at finde inspiration til rejsen - og i 4 måneder var jeg klistret til diverse forums, hjemmesider, tv-kanaler og artikler, som handlede om at rejse. Ikke fordi, at jeg ville gøre som i programmerne eller artiklerne, men fordi, at jeg synes det er så enormt spændende og fascinerende - og nu var det endelig blevet min tur!

Jeg har aldrig i mit liv været så spændt på noget.

Så med ridset ego, trodsede principper og viljen til at gribe chancen når den er der - så kom jeg afsted, på hvad der ville vise sig, at blive de bedste 3 måneder i mit liv!


Konklusion:
Vil jeg anbefale nogen, at låne penge i banken, for at følge selv deres største drømme?
Absolut ikke. I mine øjne, skal det, at låne penge, været absolut sidste udvej.
Har jeg fortrudt, at jeg lånte penge i banken?
Nej, på ingen måde. Jeg ville ønske, at jeg havde haft bedre, eller bare andre, alternativer, men det havde jeg ikke.
Ville jeg låne penge igen, for at komme ud at rejse?
Aldrig. Nu har jeg prøvet, at låne penge til at rejse - og jeg har ikke fortrudt det, men fra nu af, er det kun "the hard way" for mit vedkommende - opsparing!

For mig, handlede det ikke om, at have penge som jeg kunne bruge på at rejse - jeg så mere på det, som en investering. En investering i mit liv - og det er, i mine øjne, den bedste investering du kan gøre!

De første skridt... - del 1

Til at starte med, vil jeg gerne byde velkommen til min blog - og benytte lejligheden til, at takke for, at du har valgt at tage et kig herind!

Som overskriften antyder, er dette mit allerførste indlæg - det første, af forhåbentlig mange, indlæg her på siden - og jeg ser enormt meget frem til, at komme i gang med at skrive en masse historier, og forhåbentlig ser du lige så meget frem til, at læse dem!

Endnu en gang velkommen til - og lad os så komme i gang!


Lige siden jeg var lille, har jeg trofast fulgt Troels Kløvedal på hans utallige rejser med Nordkaperen, og jeg slukker aldrig mit tv, uden at zappe omkring Discovery Channel og National Geographic først - det har bare altid fascineret mig; den vilde natur, de fremmede kulturer, eventyret og alt det ukendte.

Som årene er gået, er interessen kun vokset. Jeg kom relativt sent i gang med at rejse, i forhold til hvor meget det egentlig altid har fyldt i mit liv. Årsagen til dette, som for mange, var økonomien. Jeg har boet hjemmefra siden jeg var 18 år, og dertil følger jo en masse faste udgifter, og trods 2 fritidsjob ved siden af min SU, var der bare aldrig rigtig nok penge til, at jeg kunne spare op.
Opsparingsmulighederne forbedrede sig ikke specielt, da jeg skiftede Handelsskolen ud med en elevplads.
Jeg har aldrig lagt skjul på, overfor min chef, at det med at rejse altid har stået øverst på listen - og at det helt sikkert var noget jeg ville komme til at bruge en stor del af min fremtid på.

Dagen for det obligatoriske møde med chefen, hvor jeg skulle finde ud af, om firmaet så mig som en del af deres fremadrettede planer, var kommet. Det skulle vise sig at blive en dag, som ville ændre mit liv for altid. Det gjorde de. Fedt! I en tid hvor arbejdspladserne ikke ligefrem hænger på træerne, var det den bedst tænkelige nyhed! Oveni det, fortalte min chef mig, at han ville bevilge mig 3 måneders orlov, til enten at aftjene min værnepligt, som jeg også havde ytret ønske om - eller, at tage ud og rejse.

Minuttet efter, at jeg var trådt ud af chefens kontor, ringede jeg til rejsebureauet for at aftale et møde. Jeg havde allerede gjort lidt research, da jeg jo nok skulle komme ud at rejse på et eller andet tidspunkt. Mødet blev aftalt til samme eftermiddag - perfekt! Jeg fik forklaret rejsekonsulenten, om mine ønsker og idéer til rejsen - og han fik hurtigt lavet et udkast til alverdens hoteller, ruter, steder at se og det hele - og det var også rigtig fint, sådan da.
Han var rigtig dygtig, konsulenten. Behjælpelig på alle måder, og man kunne tydeligt mærke, at han vidste hvad han talte om - så der var slet ikke noget der!
Jeg forlod rejsebureauets kontor med en fornemmelse af, at det ikke helt var sådan, at jeg ønskede min tur skulle være. Det der med, at "blive holdt i hånden", og hele tiden vide hvor, hvornår og hvordan - det var sgu bare en smule for nemt. Nu havde jeg endelig fået chancen for, at rejse ud i verden - og så ville jeg også udfordre mig selv!

Jeg besluttede mig for, at droppe alt, der hed planlægning. Efter et par dages betænkningstid, ringede jeg til rejsekonsulenten og fortalte, at alt det med ture, grupperejser og forudbestilte hotelværelser, ikke var noget for mig. Dog ville jeg gerne bestille flybilletterne hos ham, så hans besvær ikke var helt nyttesløst.
I al min iver over, at jeg nu endelig havde en reel mulighed for, at udleve min største drøm, havde jeg lige glemt en "lille", omend meget væsentlig, detalje... Pengene!
Hvordan i alverden skulle jeg dog, uden nogen som helst form for opsparing, nogensinde kunne finansiere en 3 måneders rejse ud i verden?!

Modet var allerede ved at sive ud af mig, inden det overhovedet rigtig havde fået fat.

Jeg ringede til min far...