En, som til gengæld ikke havde set frem til denne dag, var min mor.
Jeg har en meget kærlig mor, som altid har taget sig godt af mine brødre og jeg, og hendes bekymring for, at hendes "lille dreng" nu skulle drage ud i den store verden på egen hånd, var ikke ligefrem noget, jeg scorede en hulens masse point på, for at sige det mildt. Det tog mig da også lidt tid, at få hende overbevist om, at det altså var en ganske glimrende idé, sådan at rejse ud og blive klogere på livet, og ikke mindst mig selv.
Hun vil mig naturligvis kun det bedste, og var jo blot bekymret for, om jeg nu kunne klare at stå på egne ben, sådan rigtigt, for første gang i mit liv, og om jeg ville komme uskadt hjem.
Som nævnt i mit første indlæg, har jeg boet hjemmefra, siden jeg var 18 år, så det er ikke fordi, at det er hende uvant, ikke at have mig omkring - men det med, at skulle ud i verden, var lidt mere uden for rækkevidde, end hun havde håbet på, tror jeg.
Inderst inde vidste hun jo også godt, at der ikke var nogen reel fare for, at hun ikke ville komme til at se mig igen - hun var alligevel smart nok til, at sende mig afsted med stegt flæsk og persillesovs, som mit sidste måltid inden afrejse, og hvis der er noget, som der absolut ingen chance er for, jeg nogensinde giver afkald på - så er det mors hjemmelavede stegte flæsk!
Aftenen inden afrejsedagen, gik med at pakke og tjekke min rygsæk igen, og igen og igen.
Jeg vil tro, at jeg samlet fik den pakket helt ud - og heldigvis sammen igen, omkring 20 gange den aften.
Jeg havde aldrig før i mit liv ejet en "rigtig" rygsæk, og jeg må indrømme, at jeg havde en del besvær med at finde ud af, hvordan den skulle pakkes så praktisk som muligt.
Grundet min manglende erfaring som backpacker, var jeg nødsaget til, at skille mig af med en del af de ting, som jeg havde reserveret plads til i rygsækken.
Det, som gjorde allermest ondt, at skulle undvære, var pebernødder. Jeg skulle for første gang i mit liv fejre juleaften i udlandet, og det trak dybt inde i det allerdybeste af min sjæl, at skulle droppe pebernødderne til juleaften. Modvilligt blev de, til især min fars fornøjelse, droppet til fordel for blandt andet lommelygte, vandrestøvler, pas, vaccinations-papirer, malariapiller og andre, på det tidspunkt, ligegyldige ting.
Jeg skulle flyve fra Aalborg til Kastrup Lufthavn, hvor jeg havde godt 12 timers ventedetid i sigte. Jeg tvivler stærkt på, at der nogensinde er blevet gået så mange kilometer i Kastrup, på en enkelt dag, som jeg præsterede - eller, at ekspedienten hos Baresso, har serveret varm kakao for samme person så mange gange. Tiden blev slået ihjel med, at høre musik og læse - og det var sådan set det. Ikke det mest indholdsrige halve døgn i mit liv, kan du nok forestille dig.
Uret tikkede tættere på 18.00, og det var der omkring min danske rejsebuddy, Finn, og jeg, skulle mødes i lufthavnen. Finn og jeg havde stiftet bekendtskab via det danske backpacker forum, Backpackerplanet.dk, og vi havde en måneds tid forinden mødtes i Århus i et par timer, og fandt ret hurtigt ud af, at det kunne være meget fedt at starte vores rejser sammen - så det var det, vi besluttede os for.
Er det ikke underligt, at rejse afsted med en, som man knap nok kender? På ingen måde. Det handler i al sin enkelthed om, at have et åbent sind. Vi havde hjemmefra aftalt, at hvis vi en dag ville hver vores vej - så var det sådan det var. No hard feelings. Det var et glimrende udgangspunkt at have, for at få en god start på rejsen. Finn havde, ligesom jeg, ingen tidligere rejseerfaring - så vi var helt på samme niveau, ham og jeg.
Tiden nærmede sig kl. 20.05, hvor vi skulle flyve fra Kastrup, via Wien, til Bangkok. Forud ventede os lige knap 12 timer i fly, før vi kunne stå med thailandsk jord under fødderne, og eventyret for alvor kunne begynde.
Omkring kl. 15.00 lokal tid, var vi fremme, i den enorme Suvarnabhumi lufthavn i Bangkok. Jeg havde faktisk forventet, at den ville være langt mere kaotisk, end tilfældet var.
Så der stod vi - to grønskollinger med vores rygsække på, med meget begrænset livserfaring, uden planlægning og endnu mindre end ingen idé om, hvad de næste 3 måneder ville bringe. Men som man siger; minus/minus giver plus - ikke?
Uret tikkede tættere på 18.00, og det var der omkring min danske rejsebuddy, Finn, og jeg, skulle mødes i lufthavnen. Finn og jeg havde stiftet bekendtskab via det danske backpacker forum, Backpackerplanet.dk, og vi havde en måneds tid forinden mødtes i Århus i et par timer, og fandt ret hurtigt ud af, at det kunne være meget fedt at starte vores rejser sammen - så det var det, vi besluttede os for.
Er det ikke underligt, at rejse afsted med en, som man knap nok kender? På ingen måde. Det handler i al sin enkelthed om, at have et åbent sind. Vi havde hjemmefra aftalt, at hvis vi en dag ville hver vores vej - så var det sådan det var. No hard feelings. Det var et glimrende udgangspunkt at have, for at få en god start på rejsen. Finn havde, ligesom jeg, ingen tidligere rejseerfaring - så vi var helt på samme niveau, ham og jeg.
Tiden nærmede sig kl. 20.05, hvor vi skulle flyve fra Kastrup, via Wien, til Bangkok. Forud ventede os lige knap 12 timer i fly, før vi kunne stå med thailandsk jord under fødderne, og eventyret for alvor kunne begynde.
Omkring kl. 15.00 lokal tid, var vi fremme, i den enorme Suvarnabhumi lufthavn i Bangkok. Jeg havde faktisk forventet, at den ville være langt mere kaotisk, end tilfældet var.
Så der stod vi - to grønskollinger med vores rygsække på, med meget begrænset livserfaring, uden planlægning og endnu mindre end ingen idé om, hvad de næste 3 måneder ville bringe. Men som man siger; minus/minus giver plus - ikke?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar