Cambodia - Sihanoukville (december 2010)

Vi var ikke mere end 10 dage inde i vores Sydøst Asiatiske eventyr, før vi følte trængen til sol, sand, vand og kolde drinks. Vi havde ikke hørt om Sihanoukville før for et par dage siden, men vi syntes det lød lækkert - så vi bestemte os for at tjekke det ud.
Sihanoukville minder meget om turistområderne i Thailand - der er bare ikke nær så mange turister. Vidst er der nogle, men slet ikke i samme grad som Thailand, og det synes vi var rigtig fedt.

Vores guest house under opholdet i Sihanoukville, Cambodia.

Vi ankom til byen lidt ud på eftermiddagen, og da vi havde fundet os et sted at overnatte, faldt vi ret hurtigt i snak med en flok lokale gutter, som stod og jonglerede frem og tilbage mellem hinanden, med en lille genstand kaldet Shuttlecock. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt Shuttlecock er et andet ord for fjerbold, for det er egentlig hvad det er - lige med undtagelse af en slags fjedre i modsatte ende af fjerene, som gør, at det er muligt at jonglere med den.
Nåh, men... Uanset hvad det er, så er det enormt sjovt, og vi faldt hurtigt ind i rytmen med de lokale, og jonglerede på livet løs. Drengene fik sig nogle billige grin da vi, trods åbenlyse talenter, ikke formåede at holde den "kørende" lige så længe som dem - men vi hyggede os alle sammen.

Udsigten fra vores "post" på stranden i Sihanoukville, Cambodia.

Næste dag havde vi afsat til, at ligge og dase på stranden, og så lige tage en tur igennem byen, for at se hvad den havde at byde på. Der var egentlig ikke meget andet end små butikker og et par klubber - i hvert fald den del af byen, som ligger nede omkring stranden, og vi kom ikke meget længere end det.
Efter en dag i afslapningens tegn, besluttede vi os for at finde et sted nede ved stranden og få noget godt at spise, og så ellers tage op i byen og få os "en enkelt". Som de fleste af jer ved, betyder "en enkelt" meget sjældent, hvis nogensinde, at man holder sig til bare et par genstande, og vores aften var naturligvis ingen undtagelse. Vi tilbragte hele vores aften på en super hyggelig bar, men jeg kan, af åbenlyse årsager, ikke huske hvad stedet hedder - men en sjov aften var det!

Godt pressede af aftenens udskejelser, satte vi os på bussen tilbage mod Phnom Penh, hvorefter vi skulle med en bus videre til Ho Chi Minh i Vietnam. Vietnam var det land jeg personligt havde set allermest frem til hjemmefra, så jeg var selvfølgelig enormt spændt på, om det ville leve op til de høje forventninger.

Cambodia - Phnom Penh og Killing Fields (december 2010)

I dag gik turen til Cambodias hovedstad, Phnom Penh. Vi kørte fra Siem Reap lidt oppe af dagen, og vi ankom derfor først til Phnom Penh ved aftenstid. Under vores rejse imellem de to byer, fik vi endnu en glimrende mulighed for at vise hvor "Rambo" vi var blevet. Denne udfordring bestod af en meget udbredt spise i Cambodia - stegt tarantel. Ja, tarantel, som i edderkop.

Den, endnu, levende udgave af den Cambodianske spise - stegt tarantel.

For at være ærlig, så overvejede vi det. Kraftigt. Vi blev dog enige om, at vi endnu ikke var hardcore nok til, at lægge os ud med tarantellerne, så vi sprang over. Nogenlunde tilfredse med vores beslutning, drog vi videre mod Phnom Penh.

Da vi var kommet frem, fik vi hurtigt fundet et hostel at overnatte på. Det var her vi første gang mødte Julie, der også var fra Danmark, som vi kom til at tilbringe lidt tid sammen med, de næste par dage.
Under aftensmaden fortalte Julie os lidt om byen - blandt andet, at Russian Market og fodmassagesalonerne var et besøg værd.

Vi havde aftalt med vores tuk-tuk chauffør fra aftenen inden, at han skulle hente os ved vores hostel om morgenen, hvor han så skulle køre os ud til Killing Fields. Killing Fields er nogle områder i Cambodia, der under Khmer Rouge og Pol Pots styre, blev anvendt til at torturere og henrette folk, som støttede den tidligere regering i Cambodia. Pol Pot er sidenhen blevet refereret til, som Cambodias Hitler.

Tårnet ved Cheong Ek Killing Field, som er fyldt med kranier fra ofrene.

Atmosfæren var tyk af sorg, og det var tydeligt, hvor forfærdelige nogle ting, der var hændt. Selv har jeg ikke været i en koncentrationslejr før, så det kom noget bag på mig, hvor meget det egentlig ramte mig.
Jeg vil dog på det kraftigste anbefale, hvis man opholder sig i eller omkring Phnom Penh, at man tager forbi Cheong Ek, som var den lejr vi besøgte, da det betyder enormt meget for det cambodianske folk, at mennesker udenfor Cambodia også får viden om, hvad der skete den gang.
Ret påvirkede af stemningen omkring Cheong Ek, tog vi afsted mod byen igen.

Et lille smil på læberne blev det dog til, da vi fandt os selv efterladt af vores tuk-tuk chauffør, midt ude i ingenting, grundet en defekt kæde på vores tuk-tuk. Chaufføren havde fået et lift af en forbikørende, og uden nogen som helst forklaring på noget som helst, var vi blevet efterladt helt til os selv. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om chaufføren var taget ind mod byen for at købe reservedele, eller om han virkelig havde efterladt os - og vi syntes faktisk, at det var en ret komisk situation vi var havnet i.
Efter 20 minutter i vejkanten, kom vores chauffør tøffende tilbage på den samme knallert, som han havde forladt os på. Efter yderligere 5-10 min. fik han skiftet kæden, og vi var igen kørende.
Inden turen gik tilbage til vores hostel, var vi omkring S-21, som er en tidligere skole, der under Pol Pots styre, fungerede som koncentrationslejr.
Dagen havde været præget af alvorlige, omend meget lærerige, indtryk - og det var rart at komme tilbage til vores hostel om aftenen og få slappet af.

Vi sluttede vores ophold i Phnom Penh af med at besøge Russian Market, samt en god omgang fodmassage - nu var det blevet tid til sol, sand og vand i Sihanoukville, Cambodia.

Cambodia - Templer og Tommy Guns (december 2010)

En af de ting, som jeg inden afrejse havde set allermest frem til at opleve, var Angkor Wat templerne, nord for Siem Reap i Cambodia.

Jeg er generelt meget fascineret af templer, men lige netop Angkor Wat har altid været noget specielt i mine øjne. Arkitekturen i Angkor Wat skiller sig ud, og det har nærmest sin helt egen stil - i hvert fald i forhold til hvad jeg normalvis forbinder med tempel-arkitektur.

Vi var aftenen inden blevet anbefalet på det kraftigste, at stå tidligt op for at opleve solopgangen over hovedtemplet - og det var med god grund.

Hovedtemplet ved Angkor Wat, Angkor, Cambodia. (klik for større billede)

Vi havde lavet en god aftale med en tuk-tuk chauffør aftenen forinden, hvilket betød, at han ville transportere os rundt til de forskellige templer - og tilbage til byen igen. Dette for en ganske rimelig sum penge.
Vi var ankommet til hovedtemplet i god tid, så vi kunne få den fulde oplevelse med.
Oplevelsen af, at stå der og vente - helt fra tusmørke til, at solen lige så stille sneg sig op bag templet, kan jeg slet ikke retfærdiggøre med ord. Det var ubeskrivelig smukt - og virkelig en oplevelse, som jeg er enormt glad for, at vi fik med os.
Et lille minus var dog, at der på tidspunktet var renovering af hovedtemplet, så der var stilladser rundt omkring templet - men det var på ingen måde noget, der ødelagde oplevelsen for mig.
Jeg kunne have brugt flere dage ved templerne, men vi valgte at nøjes med en enkelt - og det var også ganske fint.

Som dagen gik, og vi efterhånden havde udforsket en stor del af templerne og områderne omkring - var det blevet tid til at vende tilbage til byen.
På vej ind til byen, med vores tuk-tuk i fuld fart, kom vi til at tale om, hvad vi sådan ellers forbandt Cambodia med. Udover Angkor Wat var det egentlig meget begrænset hvad jeg vidste om Cambodia - og Finn havde det på samme måde. Vi havde begge hørt om landets meget ukomplicerede forhold til våben, men det var egentlig ikke noget, som vi havde forventet ville være så let at komme til, som det senere ville vise sig. Vi spurgte tuk-tuk chaufføren, om sådan noget med at skyde med våben, var noget et par udlændinge sådan uden videre kunne komme til - og i givet fald, om han kendte et sted hvor.
Chaufføren svarede i en tone, som om, at det med våben var noget af det mest naturlige i Cambodia: "Oh yes, yes, yes! I know! I show you! Bang bang!"
Finn og jeg kiggede på hinanden med kæmpemæssige smil i hele ansigtet - fedt! Nu skulle vi sgu ud og lege krig, som dengang vi var små!

Guess what?

Det hele virkede meget "uofficielt" - og sådan var det generelt med en del ting i Cambodia. Vores chauffør kørte os ud til skydebanen, som var et gammelt, nedlagt miltærområde. Ved ankomst, blev vi modtaget af tre gutter, som stod og hyggede sig med lidt skyderi - og uden nogen som helst form for ID tjek, blev vi vist hen til "The Great Wall of Fun" - hvilket ikke var noget officielt navn, men jeg synes nu det var ganske passende.

En ganske fornøjet ung mand :-)

Som billedet ovenfor tydeligt viser, var udvalget af våben ret overvældende. Vi havde forventet, at der var tale om et mindre udvalg af pistoler og måske et par rifler - men vi havde på ingen måde forventet dette. Der var alt - lige fra granatkastere og håndgranater til AK47 og Tommy Guns. Et sandt slaraffenland for et par drengerøve som os!
20 minutter og $100 senere, tog vi fra skydebanen. Humøret var i top! Dagen havde på alle måder levet op til vores forventninger - og mere til! Templerne var intet mindre end fantastiske, og at slutte dagen af i et slaraffenland for drengerøve var prikken over i'et!
Trætte og velfornøjede gik vi til køjs. Dagen i morgen stod på 6 timer i bus, hvor destinationen var Cambodias hovedstad, Phnom Penh.

Cambodia - Lidt for meget eventyr (december 2010)

Vi stod tidligt op næste morgen, for at fange bussen mod Siem Reap i Cambodia. For at være helt ærlig, så følte vi os sgu en smule "Rambo", som vi kaldte det, når vi gjorde nogle, i vores øjne, "vilde" ting. Vi havde jo alligevel valgt, trods adskillige skrækhistorier, at rejse igennem Cambodia på egen hånd.

Det skulle dog vise sig, at vi ikke var blevet helt "Rambo" endnu...

I forhold til Sydøst Asiatiske standarder, gik busturen faktisk ret godt - lige indtil en times tid før grænsen til Cambodia.

Bussen gjorde holdt på en form for rasteplads, hvor vi blev rykket over i små ladbiler, som så skulle transportere os til grænsen mellem Thailand og Cambodia. Vi blev bedt om at udlevere vores pas, og det i sig selv er der jo ikke noget underligt ved - hvis man altså bare havde rejst med et bureau og valgt en grupperejse, men det var jo ikke tilfældet med os.
Vi var lidt utrygge ved, bare sådan at udlevere vores pas, men vi gjorde det alligevel.
Herefter kørte ladbilerne afsted med os mod grænsen, og vi havde på dette tidspunkt ikke fået vores pas tilbage endnu.
Da vi ankom til grænsen blev vi mødt af den samme mand, som vi havde udleveret vores pas til - og vi fik dem omsider tilbage.
Grænsen til Cambodia var meget præget af fattigdom. Børn i alle aldre løb rundt fra det ene hvide menneske til det andet, i håb om, at der ville falde lidt af til aftensmaden. Dette var første gang på vores rejse, at vi sådan for alvor stiftede bekendtskab med voldsom fattigdom, og det ramte os noget mere, end vi på forhånd havde forventet.

En smule tynget af stemningen ved grænsen, blev vi nu eskorteret over til vores videre transportmiddel - en taxa. Eller, taxa og taxa - hvad end det var, så så den ret "uofficiel" ud, og det tætteste man kunne komme på at sammenligne den med, var en taxa...
Finn og jeg delte "taxa" med en tysk mand og hans cambodianske kone.
Jeg tror det var tydeligt at se på os, at vi ikke var vant til at rejse alene. Den tyske mand, hvis navn jeg ikke husker, fortalte os lidt om ham og hans kones forhold - og spurgte lidt ind til Finns og min rejse.
Efter en times tid i taxa, gjorde vi holdt ved, hvad der lignede en blanding af en forladt busstation og huset fra 'Texas Chainsaw Massacre' - og vi følte os pludselig ikke særlig modige længere.
Tyskeren og hans kone blev ført over i en bil, og tilbage stod vi der, helt alene ude midt i ingenting - dog med et løfte om, at der snart ville komme en anden bil og hente os.
Mængden af information under hele dette forløb var, som i sikkert kan fornemme, meget begrænset - og det var også kun med til at gøre stemningen mere utryg.
På det her tidspunkt var vi nået til sen aften - omkring kl. 23.00, og lige i øjeblikket havde vi begge nok mest af alt lyst til, at have en gruppeleder, som kunne "holde os i hånden" - så vi ikke skulle bekymre os om vores videre færd.

Efter 10-15 minutters venten ved Hewitt familiens hus, kom vores bil. Endnu en gang med nærmest ingen information om noget som helst, satte vi os ind, og næste stop var Siem Reap - forhåbentlig.
Efter en times tid, var vi fremme i Siem Reap. Stadig lidt utrygge ved situationen, blev vi sat af udenfor et hostel, som vi besluttede os for at overnatte på.
'No Problem Guest House' - så kan man da vidst tale om ironi på højt plan...
Inden vi trak os tilbage for en dag, med lidt mere eventyr end vi måske havde håbet på, foreslog receptionisten os, at stå tidligt op næste dag, for at opleve solopgangen over Angkor Wat templerne - og det var naturligvis en oplevelse, som vi ikke ville gå glip af!

Der blev skrevet dagbog, efter nerverne var faldet til ro, ovenpå en særdeles begivenhedsrig dag. (klik for større billede)

Alt i alt en god dag - vi var jo trods alt kommet helskindet frem til vores destination. Til trods for, at vi havde følt os en smule utrygge i løbet af dagen, og især aftenen - så viste det sig jo, at vores bekymringer havde været ganske ubegrundet.
Jeg tror, at det er sådan med det meste. Vi er, af natur, bange for det ukendte - og for mig bekræfter det kun vigtigheden af, at vi kommer udenfor vores komfortzone i ny og næ, for at få udvidet vores horisont og forståelsen af, at bare fordi det ikke er sådan tingene fungere i Danmark - så kan det altså stadig være helt okay.