Vietnam - Min største rejseoplevelse (februar 2011)

Min største rejseoplevelse var da jeg havde min allerførste CouchSurfing oplevelse, som fandt sted i det nordlige Vietnam.

Under et ophold i Mekong Deltaet i Vietnam, var jeg blevet præsenteret for CouchSurfing og konceptet bag - og jeg syntes det lød som en helt fantastisk idé sådan at tilbyde overnatninger til rejsende, for at give dem muligheden for at komme tættere på lokalbefolkningen - så det blev jeg naturligvis nødt til at prøve.

Mine første CouchSurfing-venner var Luisa og Doan.

Luisa bor med sin mor og sine søstre i Vietnams hovedstad, Hanoi - og hun tilbød mig straks hjælp til at finde et sted jeg kunne være. Luisa har en rigtig god ven, Doan, som selv bor med sin familie ude på landet et stykke udenfor Hanoi.

Luisa fik hurtigt arrangeret sådan, at jeg kunne bo hos Doan's familie - og jeg glædede mig helt enormt! Tænk sig, sådan bare uden videre, at blive tilbudt den mest autentiske oplevelse som man overhovedet kan få i et land; at bo hos en lokal familie. Ingen bureauer, ingen mellemled, ingen pyntede eller turistvenlige forhold - bare et land, kulturen og befolkningen, helt som det er og helt som det bør opleves.

Efter at have fejret nytår på en lokal bar nær vores hostel i Hué, Vietnam, havde jeg en lang bustur foran mig næste dag. Allerede kl. 11.00 var der afgang, og busturen blev ikke nemmere at overskue af, at tømmermændende havde fået et godt tag i mig - så jeg var mildest talt presset.

Jeg ankom til Hanoi tidligt næste morgen. Luisa havde givet mig Doan's telefonnummer, så jeg kunne holde ham opdateret undervejs. Det var ikke blevet til meget søvn, så da jeg trådte ud af bussen hjalp det ikke ligefrem, at det bare stod ned i lårfede stråler som når det er allerværst - selv taget standarden af voldsom regn i Sydøst Asien i betragtning.

Så der stod jeg, midt i enorme Hanoi, intet sted at tage hen, regnen bankende ned som et tykt tæppe af vand og som om det ikke var nok, så var min telefon også løbet tør for strøm, så jeg kunne ikke få fat på Doan. Det var så tidligt på dagen, at der ikke var noget i nærheden som havde åbent, så jeg havde heller ikke mulighed for at oplade min telefon.

Heldigvis kunne jeg stå lidt i læ under en altan et par etager oppe, så det hjalp lidt.

En ældre herre kom kørende forbi på sin scooter. Han talte ikke et ord engelsk, så vi gjorde brug af fagter og tegnsprog. Jeg pegede på min telefon imens jeg rystede på hovedet og sagde: "kaput!" -hvorefter vi begge grinede. Han forstod tilsyneladende godt budskabet, og jeg tror han fik ondt af mig. Han lånte mig i hvert fald sin telefon, og der var heldigvis nok strøm på min til, at jeg lige kunne nå at taste Doan's telefonnummer, inden den igen døde ud.

Den vietnamesiske herre fik fortalt Doan hvor jeg befandt mig, og en rum tid efter kom Doan kørende på sin scooter for at hente mig. Jeg takkede den vietnamesiske mand, og trods jeg insisterede, ville han ikke tage imod penge for sin venlighed.

Jeg hoppede bag på scooteren, fik udleveret en hjelm af Doan - og så var det ellers afsted mod landet. Da vi ankom til Doan's hjem, fik jeg hilst på hele familien - og de var alle sammen meget spændte på at skulle have besøg af "sådan en som mig" - det havde de aldrig prøvet før.

Det var tydeligt at se, at Doan's familie var fattige. Der var de meget basale fornødenheder, og ikke spor andet - og jeg var vild med det!

Kort efter ankomst hos familien, fik vi spist en let frokost og derefter havde Doan allerede planer for hvad vi skulle lave. Han fortalte mig, at han havde et sted som han ville vise mig - men jeg måtte ikke få af vide hvor eller hvad det var.

Jeg var med på den. Selvfølgelig!

Igen sprang jeg bag på Doan's scooter, og afsted det gik. Vi kørte op mod bjergene. Undervejs stoppede Doan ved en tankstation for at tanke scooteren og jeg tilbød at betale for benzinen, hvilket Doan blankt afviste. Jeg forsøgte flere gange, men der var ikke noget at gøre - den vietnamesiske stolthed var ikke til at trænge igennem.

Doan

Vi fortsatte opad, så lidt nedad. Så lidt opad igen. Jeg ved faktisk ikke hvor langt vi kørte, men det føltes langt. De stejle veje og utallige sving gjorde det svært at vurdere distancen, men til slut nåede vi frem. Vi var nået frem til et område med små templer, hvor buddhisterne tager til, for at bede for deres nære og kære.

Doan havde medbragt røgelsespinde, som buddhisterne benytter når de beder til Buddha. Jeg ser ikke mig selv som en spirituel person, men der var bare et eller andet ved stedet... Jeg kan ikke beskrive det med ord, for det var ikke noget jeg før havde oplevet. Det var nærmest... Magisk.

Jeg spurgte Doan hvad jeg skulle gøre og sige.

Han sagde, at jeg bare skulle gøre som ham - og hvad jeg sagde betød ikke så meget, så længe det var positivt og at det ikke var rettet mod mig selv, for det betyder uheld, fortalte han.

Faktisk behøvede jeg ikke sige spor. Den mest respektfulde måde at bede på, er hvisken for sig selv.

Men jeg kunne jo hverken kinesisk eller vietnamesisk - hvad skulle jeg så sige? Doan sagde, at det ikke betød spor. Buddha forstår alle sprog, så om jeg ville bede på engelsk, dansk eller noget helt tredje, var op til mig.

Vi tændte vores røgelsespinde, og efter de havde brændt i ganske kort tid viftede vi dem frem og tilbage, sådan ilden gik ud og røgen dansede i luften omkring os.

Med røgelsespindende i hænderne, samlede vi håndfladerne mod hinanden og løftede dem til hovedet - bukkede tre gange med fronten mod templet og drejede en kvart omgang mod højre. Dette gjorde vi i alle fire retninger imens vi bad. Eller, jeg forsøgte mit allerbedste, men det blev mere til en masse usammenhængende ting og ord - jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige. Det var svært for mig at acceptere, at jeg følte jeg ikke havde gjort det ordentligt, selvom jeg virkelig havde forsøgt.

Vi gik nu ind i templet. Jeg var meget spændt. Jeg var bange for at komme til at gøre noget forkert. Jeg ved hvor højt vietnameserne, asiaterne iøvrigt, går op i at man udviser respekt overfor hinanden og dem omkring sig, så jeg ville virkelig ikke gøre noget galt. Jeg fulgte troligt Doan, og så nøje efter, ned til mindste detalje, hvordan han gjorde.

Vi satte vores fodtøj og fortsatte ind i templet. Højre fod først, det er vigtigt, da det udviser respekt for den højere magt inde i templet. Her satte vi os på knæ, samlede igen håndfladerne, rejste dem til hovedet og bukkede - og for første gang i mit liv bad jeg en bøn. En bøn som jeg mente. Jeg vil ikke fortælle hvem eller hvad jeg bad for, for så vil det ikke gå i opfyldelse, havde Doan fortalt.

Efter vi havde bedt, forlod vi templet. Altid med fronten mod Buddha, og med venstre fod ud af templet først, sådan man går ind i templet med højre fod som den første - og ligeledes forlader templet med højre fod som den sidste.

Da vi kom ud fra templet vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige til Doan. Det var en stærk oplevelse for mig, og jeg var virkelig uden ord - hvilket sker rigtig sjældent for mig.

Jeg takkede ham mange gange for, at have fået lov til at tage med ham og dele denne, for mig, følelsesmæssigt kæmpe store oplevelse.

"Spisebordet" :-)

Vi kørte tilbage til Doan's familie. Det var nu blevet aften, og så småt ved at være spisetid. Inden det var tid til at gå til bords ("gulvs"?), havde Doan's mor anrettet en fin portion frugt og andre lækre ting på en tallerken. Maden var dog ikke til hverken Doan eller jeg - eller nogen af de andre i familien. Eller jo, på en måde egentlig...

Det viste sig, at vi kun var et par dage fra det vietnamesiske nytår, Tet Holiday.

Det vietnamesiske nytår, eller Tet, er den vigtigste af alle helligdage i Vietnam. Tet markere starten på foråret, og det fejres blandt andet ved at hele familien samles, venner af familien kommer på besøg og tilbedelse af familiens forfædre.

Omkring 100 meter ude ved markerne bag familiens hus, ligger Doan's bedsteforældre begravet. Vi gik ud til det lille alter, som familien havde bygget, hvorpå Doan satte tallerkenen med mad som en gave. Han bad en bøn. Jeg stod stille ved siden af, uden at sige et ord. Da Doan havde bedt, samlede jeg mine hænder og bukkede foran alteret for at vise min respekt.

Vi gik tilbage til resten af familien og gjorde os klar til at skulle spise aftensmad. Et par af familiens venner havde hørt, at de havde en uvant gæst, og var derfor blevet inviteret forbi for at se hvad jeg nu var for en. Vi satte os på gulvet på en form for tæppe lavet af bambus - og det var her vi skulle nyde vores fælles måltid.

Menuen stod på ris, grøntsager og kogt kylling.

I Vietnam, kan maden en vært serverer for en gæst, have forskellig betydning. Doan fortalte mig, at når man som gæst får serveret kogt kylling betyder det, at værten ser det som en ære at have gæsten på besøg, og at man altid er velkommen i deres hjem. Jeg var enormt beæret. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Noget må jeg da have gjort rigtigt, siden jeg kunne blive præsenteret for så fornem en gestus, tænkte jeg. Ingen i familien, udover Doan, talte engelsk - så jeg bad ham om at oversætte for mig, da jeg ville takke for deres venlighed og gæstfrihed. Istedet for at oversætte, hviskede Doan noget på vietnamesisk til mig, som jeg selv skulle sige til familien. Det som jeg syntes lød som vietnamesisk, fik hele selskabet til at bryde ud i latter - de morede sig gevaldigt over mine evner til at tale vietnamesisk, eller mangel på samme. Jeg har ingen idé om hvad jeg fik sagt, men Doan fortalte at familien forstod hvad jeg forsøgte at sige og takkede.

Da vi var færdige med at nyde den fantastiske mad, var det faktisk blevet sent. Vi var begge en smule trætte ovenpå den begivenhedsrige dag, og besluttede os derfor at gå i seng og være friske til en ny dag.

Næste dag skulle jeg ind til Hanoi for at mødes med Luisa. Hun havde lovet at vise mig lidt rundt i Hanoi, inden jeg skulle videre med bus til Sapa i det nordligste Vietnam.

Før Doan skulle agere scooter-taxa (igen), havde jeg lige lidt tid til at gå rundt i den lille landsby et kort stykke fra hvor familien boede.

Jeg havde ikke tilbragt mere end 5 minutter inde i byen, før en mand kalder på mig og vinker mig hen mod ham. Det viste sig, at han var byens frisør. Han var rigtig venlig. Hele hans familie var på besøg i salonen; hans mor, hans kone og hans to sønner. Ikke overraskende var det også et uvant syn for dem at se en blegfis som mig traske rundt i deres lille by - og de var meget nysgerrige efter, hvad jeg dog lavede et sted som der. Frisøren, som iøvrigt talte ganske fornuftigt engelsk, spurgte om jeg ville have noget imod at få taget et par billeder sammen med ham og hans sønner - og selvom det var ganske uvant for mig, sådan at blive spurgt om fotografering, sagde jeg naturligvis ja.

Frisøren, hans to sønner og jeg.

Jeg havde ikke været i salonen i mere end 10 minutter, før frisørens kone, med frisøren som tolk, tilbød mig deltage i familiens frokost. Selvom jeg rigtig gerne ville have været med, var jeg desværre nødt til at takke nej, da Doan og jeg havde en aftale med Luisa om ikke så længe.

Et stykke tid efter forlod jeg frisøren og hans familie - med smil og vink tog vi afsked, og jeg var endnu en god oplevelse rigere - og det lod til, at de havde det på samme måde!

Det var nu blevet tid til, at jeg skulle ind til Hanoi for at mødes med Luisa. Inden jeg fik sagt farvel og på gensyn til Doans familie, blev der uddelt kram og lykønskninger om alt godt i fremtiden - og det var da også ganske vemodigt, at skulle tage afsked med min vietnamesiske familie.

Jeg forlod familiens hjem med en følelse af, at jeg virkelig har en anden familie, på den anden side af jorden. Deres venlighed og gæstfrihed, den måde de tog imod mig med åbne arme... Det var simpelthen ubeskriveligt. Jeg har aldrig før i mit liv følt mig så godt modtaget af nogen, som jeg ikke på forhånd kender og det bekræftede virkelig min tro på, at der findes gode mennesker over alt i verden, uanset hvor langt væk fra turistområderne man måtte befinde sig.

Jeg har den dag i dag stadig regelmæssig kontakt til Doan, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at jeg har fået mig en ven for livet i ham - det har han i hvert fald med mig.



Dette indlæg er samtidig mit bidrag til dette års Rejsejulekalender, som er en julekalender, hvor der hver dag i december er en ny, spændende rejsehistorie fra forskellige rejsende - erfarne som "grønne" :-)

Hvis du er interesseret i mere god læsning, så ta' et kig på Rejsejulekalenderens hjemmeside: www.julerejs.dk :-)

Ny sponsor: GrejFreak.dk

Efter rigtig god dialog er det med stor glæde, at jeg nu kan præsenterer GrejFreak.dk som min næste sponsor.

GrejFreak.dk har valgt at bidrage til mit projekt med følgende:

- Drikkeflaske (0,75 liter) fra Nalgene
- Daypack (lille rygsæk, 19 liter) fra The North Face
- Universal Rejseadapter m/USB fra Life Systems
- Schweizerkniv (Sportsman) fra Victorinox

Der vil komme anmeldelser af det forskellige grej alt efter som jeg får det brugt, men jeg er allerede nu sikker på, at jeg kommer til at gøre stor brug af alle de fine sponsorgaver.

GrejFreak.dk har et stort udvalg af alt slags outdoor grej til yderst konkurrencedygtige priser - ydermere kan man tydeligt mærke på Kristian og Casper, at de virkelig ved en masse om det de har med at gøre, og man føler sig øjeblikkeligt i kompetente hænder. Jeg kan derfor på det varmeste anbefale at gøre brug af dem, næste gang du står og skal købe nyt udstyr til udendørsbrug!

Tusind tak til GrejFreak.dk for at have lyst til at være en del af mit projekt!

Tjek deres hjemmeside her: www.GrejFreak.dk

And the winner is... SOUTH AMERICA! - del 2

Det som min mavefornemmelse fortalte mig var ikke, at jeg ikke skulle have bestilt billetten - tværtimod.
jeg var blot i den fase, som jeg rammer flere gange når der er noget nyt under opsejling i mit liv... Usikkerhed. Jeg var meget overrasket over, at usikkerheden var kommet så tidligt, men det havde helt sikkert meget at gøre med, at nu var jeg for alvor nået dertil hvor der ingen vej tilbage er...

Nåh, men... En ting, som plagede mig, var min nysgerrighed. Kort inden jeg havde lagt mig til at sove, havde jeg vanen tro været forbi et par backpacker forums på nettet, for lige at tjekke om der nu var sket noget nyt på fronten - og som altid var der det.
En anden backpacker havde svaret på et af mine gamle indlæg på siden, omkring det at rejse til Sydamerika, hvor jeg havde stillet lidt blandede spørgsmål.
Jeg fik et tip om en alternativ måde at nå til Sydamerika, og da jeg fra naturens side er meget nysgerrig, blev jeg nødt til lige at tage et hurtigt kig på, hvad det nu var for noget.
Det viste sig så, at 2 dage efter mit fly fra Lissabon skulle lette, kunne jeg flyve enormt billigt fra Oslo i Norge til Fort Lauderdale i Florida, USA. Det virkede jo umiddelbart ganske interessant, og min nysgerrighed fik derfor et ekstra tag i mig - nu blev jeg jo nødt til at finde ud af, hvilke muligheder jeg så - i teorien naturligvis - ville have for at komme videre fra Florida til Sydamerika.
Det viste sig så, at yderligere 2 dage efter flyet til Florida ville lande, var der en discount-billet til Guatemala City, Guatemala til langt under normalprisen. Hold da op, tænkte jeg... Hvor heldig har man lige lov at være? Det ville jo være noget nær uforskammet, ikke at tage imod sådan et godt tilbud!
Jeg fik tjekket prisen for at afbestille min oprindelige billet - og selv med det betalt, ville jeg stadig spare lidt over 2000 kr. på at rejse via Oslo og Florida. Jeg bestemte mig dog for lige at sove på det, inden jeg ville foretage mig yderligere...

Næste dag havde intet ændret sig. Tilbuddet var simpelthen næsten for godt til at være sandt - men om ikke andet stod det sort på hvidt, lige dér på min skærm. Jeg bestilte billetterne, og fik afbestilt den oprindelige.
Denne gang var følelsen en helt anden - jeg kunne mærke på mig selv, at det var det rigtige valg jeg havde truffet. Så nu hedder udgangspunktet Mellemamerika - men planen er da også fortsat at komme forbi Sydamerika på et eller andet tidspunkt.

Nu sidder jeg her på mit værelse imens jeg skriver, kigger ud over Vesterbro i Aalborg og kommer til at tænke... "Er jeg fuldstændig tosset?! Bare sådan at bestille flybilletter på må og få - det har jeg da aldrig gjort før!" Haha, gu' er jeg så - og det er jeg skide taknemmelig for at være! Hvis ikke jeg havde været en lille smule tosset, hvilket i øvrigt er en tanke, som ofte strejfer mig - så havde jeg aldrig siddet her med den følelse som mange snyder sig selv for, trods de har et helt liv til at gøre noget ved den; følelsen af, at følge sine allerstørste drømme!

Min flybillet er en enkeltbillet. That's it. Jeg har læst mig frem til, at det ikke er anbefalet at rejse på enkeltbillet til de fleste mellem- og sydamerikanske lande, da man risikerer at løbe ind i problemer i immigrationen i lufthavnen og ved grænseovergange, men jeg satser på at finde en løsning på dette - jeg nægter simpelthen at være bundet til en fast hjemrejsedato og dermed destination, da hele idéen med min rejse er at være fri og følge min mavefornemmelse.

Jeg vil have følelsen af usikkerhed, bevæge mig udenfor min tryghedsboble og leve livet på kanten. Jeg vil ikke bare føle mig i live - jeg vil føle mig rigtig i live!


Skulle du have lyst til at læse lidt mere om mit kommende projekt og min motivation bag, kan du finde mere detaljeret information ved at trykke her: Explore. Dream. Discover.

And the winner is... SOUTH AMERICA! - del 1

Jeg har i det sidste lange stykke tid tænkt enormt meget over, hvor jeg egentlig kunne tænke mig at rejse hen når jeg tager afsted næste år. Jeg har stort set hver dag siddet på nettet og ledt efter billige flybilletter til de forskellige steder jeg allerhelst vil hen.
Topdestinationerne har hele tiden været Australien/New Zealand, Sydamerika og rundrejse i Østeuropa, men da der endnu er længe til afrejse (dette har min mor og jeg iøvrigt vidt forskellige meninger om!), så har distancen mellem tanke og handling været stor.

Min plan er jo hovedsageligt, ikke at have nogen plan. På den måde kan jeg rejse fra sted til sted uden nogen form for forpligtelser og bindinger. Samtidig ved jeg også, at jeg på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at bestemme mig for hvilken retning jeg skal starte ud - ellers vil jeg bare blive ved med at gå og skifte mening.

For et par dage siden på jobbet stod jeg og talte med en kollega, som spurgte lidt ind til min rejse og om hvad jeg egentlig havde tænkt mig og sådan. Lige som alle andre gange folk har stillet mig det spørgsmål, var svaret: "Det ved jeg ikke rigtig - det finder jeg ud af."

Jeg fortalte ham, at jeg havde en idé om, at det kunne være rigtig fedt at rejse lidt rundt i Europa, da der er rigtig mange steder jeg godt kunne tænke mig at opleve, og så hoppe på en flyver et eller andet sted fra, til Sydamerika.

Jeg får tit af vide, at, når jeg taler om at rejse, så stråler det ud af mig hvor højt jeg elsker det og brænder for det - og det er uanset hvilke afsides kroge af verden der er tale om.
Imens jeg stod der og talte med min kollega, fik jeg for første gang følelsen at mærke helt indeni - den summen og varme, det enorme smil indvendigt som udvendigt, følelsen af noget nyt og spændende der er inden for rækkevidde og at man ikke helt er klar over om det nu også er det rigtige - en følelse, som for mig, minder om forelskelse.

I dét øjeblik vidste jeg, at det var sådan det skulle være - jeg skulle til Sydamerika!

30 minutter senere var billetten fra Lissabon til Buenos Aires bestilt.

Forhastet beslutning? Måske. Jeg havde så længe gået med lysten til, at der skulle ske noget nyt - det har pint mig længe, at jeg ikke har haft en kortere udsigt til igen at komme ud i verden, og det krævede en impulshandling at få lidt ro på mig selv igen, så sådan blev det.

Det var ubeskrivelig fedt, endelig at have fået bestilt en billet. Jeg har jo hele tiden vidst at jeg en dag ville stå uden job, uden nogen hverdag fyldt med rutiner, som jeg er så vant til. Trods min langvarige afklaring med dette, så giver det mig bare dét ekstra at vide, at nu er billetten sgu bestilt - point of no return.
Humøret var selvsagt super højt resten af dagen, og det smittede da også af på mine brødre og min mor, da jeg var på besøg hos dem om aftenen, og fik fortalt om min nu kommende destination.

Her er et udpluk fra telefonsamtalen jeg havde med min far samme aften:
Mads: "Hej far."
Far: "Go'daw gamle jas."
Mads: "Så har jeg sgu fået bestilt flybillet!"
Far: "Nåh for pokker, det må jeg nok sige - og hvor går turen så hen?"
Mads: "Den går såmænd til Buenos Aires i Argentina."
Far: "Hold da op, det må jeg nok sige... Og hvor er det så meningen jeg skal komme og besøge dig?"
Mads: "Det ved jeg ikke rigtig - det finder vi vel bare ud af på et tidspunkt, gør vi ikke?"
Far: "Jo jo, det gør vi da - det haster skam ikke."
Mads: "Såååå... Det var egentlig bare lige det jeg ville fortælle..."
Far (sagt med grinende stemme): "Ja, men... Man må da sige der sker lidt!"
Mads: "Ja, det har du ret i... Men det ville jo også blive kedeligt hvis der slet ikke skete noget!"

Efter jeg havde lagt på med min far, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine. Han har altid en sjov måde at sige tingene på - og det griner jeg ofte over. Det er nu nok en af de situationer hvor "man skulle have været der", haha!

Ovenpå nogle gode samtaler med min familie, gik jeg i seng den aften med en god mavefornemmelse.

Næste morgen var min mavefornemmelse dog en anden...


Skulle du have lyst til at læse lidt mere om mit kommende projekt og min motivation bag, kan du finde mere detaljeret information ved at trykke her: Explore. Dream. Discover.

"Explore. Dream. Discover."

Nu er det vidst så småt ved at være på tide, at jeg løfter sløret for mine fremtidige rejseplaner - i hvert fald en del af dem. Jeg har, et par gange efterhånden, lovet at der snarest muligt vil komme nærmere information om min næste rejse - og den tid er kommet nu.
Jeg har rigtig mange idéer og ønsker til min næste rejse, men hvad det hele helt konkret kommer til at indebære, ved jeg ikke med sikkerhed - og det er også hensigten.

"Explore. Dream. Discover." er mit projekt, som har til formål at inspirere andre til at følge deres drømme og få det liv som de selv ønsker - uafhængigt af hvad andre synes om det, må det være samfundet, familie eller venner.
Derudover er målet med projektet i høj grad også at bevise, at verden ikke er så farligt og fjendtligt et sted som mange gør den til. Jeg tror på, at uanset hvor i verden man måtte befinde sig, vil der altid være en udstrakt hånd - og den hånd kan måske komme fra det mest uventede sted.

Kort fortalt, så har jeg sagt mit job op, lejligheden bliver opsagt i starten af det nye år - og jeg er så småt i gang med at sælge ud af mine overflødige ejendele.
Når jeg skriver overflødige ejendele, så mener jeg alt jeg ejer, som ikke kan være i min rygsæk eller jeg har brug for på min rejse.

Planen er, ikke at have nogen plan. Det eneste, som jeg på forhånd ved med sikkerhed er, at jeg tager ud og rejser på ubestemt tid - altså, indtil enten lysten eller pengene slipper op - og jeg har en stærk fornemmelse af hvilken af de to, der kommer først.

"Explore. Dream. Discover.", som kan findes under menuen i toppen af bloggen indeholder mere dybdegående information om mit projekt, og vil blive opdateret løbende som mine planer falder mere på plads (eller ændre sig fuldstændig) - så husk at holde godt øje med den!

Gå direkte til siden ved at trykke her.


Alt det bedste
Mads

Vietnam - Road Trip: Vietnam Edition - del 3 (december 2010)

Efter gårsdagens beslutning om, at takke ja til tilbuddet om at køre scooterne tilbage til Dalat, var vores 3-dages road trip nu blevet til 4 dage i stedet - men når man ikke har planlagt noget på forhånd, så gør det ikke spor.
Nha Trang ligger nord for Dalat, og vi skulle nordpå - så for mange ville det nok ikke give ret meget mening, først at bruge 3 dage på at komme fra Dalat til Nha Trang - for derefter at bruge en dag yderligere på at komme tilbage. Det skulle dog vise sig, at det på ingen måde ville være spildt.

Tid havde vi masser af, det samme gjaldt med eventyrlysten - og økonomien var heller ikke en hindring i dette tilfælde, da busbilletten jo allerede var betalt.
Nu tænker nogen måske, at økonomien næppe kan være den største bekymring, når man rejser rundt i Sydøst Asien - og ganske korrekt, det er den heller ikke. For vores vedkommende handlede det om, at der gik lidt konkurrence i, at finde de billigste løsninger på stort set alt under rejsen - og det har hængt ved mig siden.

Nyder stilheden og den smukke natur i Vietnam.

Turen tilbage til Dalat var væsentlig anderledes end de første 3 dage havde været. Ruten vi kørte var langt mere præget af natur end den første, og det passede mig ganske glimrende!

Omgivelserne vi kørte i, var noget af det smukkeste jeg i mit liv har oplevet - og jeg synes det var rigtig fedt at kunne tage nogle flotte billeder af alle de ting omkring os.

Dog var der nogle tilfælde, hvor jeg valgte ikke at tage billeder, selvom omgivelserne var perfekte til det.

Jeg kan rigtig godt lide tanken om, at man har nogle gode minder fra steder man har været og ting man har oplevet, uden at have et fysisk minde om det. Derudover synes jeg også det er enormt vigtigt, at man ikke oplever alt nyt igennem et kamera - i mine øjne kan det spolere meget af oplevelsen, og man kommer nemt til at fokusere på at få taget et godt billede, fremfor at nyde alle de ting, der sker omkring en.

Finn, mig og Kong.

Efter en særdeles vellykket road trip, sluttede vi af med en overnatning i Dalat.

For mit vedkommende havde det været den største oplevelse på turen hidtil - følelsen af at komme susende afsted på vejen med vinden mod ansigtet er fantastisk, og i euforien af frihed som ingen anden, følte jeg mig svævende samtidig med, at jeg følte mig sikkert plantet på jorden.

Jeg tror så småt at eventyreren indeni mig, for alvor var ved at være vækket til live.

Vietnam - Road Trip: Vietnam Edition - del 2 (december 2010)

Næste morgen blev brugt på at gå lidt rundt i landsbyen, inden det blev tid til morgenmad.

Jeg har aldrig før sådan været specielt stor fan af gåture tidligt om morgenen, men hvis omgivelserne er til det, hvilket det må siges de var, så er det faktisk en ret god måde at starte dagen på, fandt jeg ud af.

Tidlig morgen ud over søen, som lå ved landsbyen vi overnattede i.

Første stop for dagen var ved en gruppe hårdtarbejdende bønder, som flittigt var i gang med dagens høst.
De talte ikke noget engelsk, så kommunikationen var meget begrænset - men vi klarede os fint med fagter og globalt tegnesprog.
Som det ses på billedet nedenfor, så var der dog ikke mere travlt end, at der var tid til at posere for fotografen. Om kvinden på billedet rent faktisk var højere rangeret end resten af de arbejdende tvivler jeg på, men om ikke andet fik hun sine 15 sekunders "berømmelse".

"Chefen" posere imens de resterende bønder arbejder på højtryk.

Halvvejs igennem dagen var vi nu nået til frokost. Selvom det blev en let en af slagsen - var det som alt andet mad i Vietnam, rigtig lækkert.
Efter frokost ville Kong vise os et sted, hvor vi kunne få et "natural shower", som han kaldte det.
Vi havde ingen idé om hvad vi kunne forvente og Kong var ikke til at lokke noget ud af - så vi måtte bare pænt følge med, og se hvad der ventede forude.
Heldigvis var det noget godt - rigtig godt. Det viste sig, at vi skulle bade i et vandfald og floden det løb ud i.
Vandfaldet var ikke særlig højt - jeg vil skyde på omkring 4-5 meter, men man skal absolut ikke undervurdere dets styrke. Man behøver ikke en gang føle det, før man allerede ved, at der er masser af kræfter bag selv et lille vandfald. Hvis man stod direkte inde under faldet, var det stort set umuligt at holde sig oprejst, samtidig med, at underlaget af sten og grene var enormt glat.
Det var enormt forfriskende - og efter vi havde fået vores bad, var vi fyldte med energi til at skulle køre resten af dagen.

"Natural shower" i Vietnam.

Næste dag gik turen mod destinationen for vores road trip; Nha Trang.
Lidt oppe ad dagen gjorde vi holdt ved et område med varme kilder. Kilderne var hverken store eller dybe nok til, at man kunne bade i dem, men så fandt vi ud af hvad de lokale bruger dem til; madlavning.

Æggekogning i Vietnam.

Et par lokale piger som forbi, og de viste os hvordan de brugte kilderne til at koge æg, som vi også blev tilbudt at smage. Æggene bliver ikke kogt som herhjemme - i hvert fald ikke i dette tilfælde. Blommen og hviden i æggene er stadig flydende når de serveres, men grundet kogningen skulle de være fri for bakterier.
Da æggene var klar til at blive spist, blev der prikket hul på skallen, hvor igennem man suger hviden og blommen ud af. Det var lidt specielt at spise æg på den måde, da man jo altid herhjemme har fået fortalt vigtigheden af, at æg bliver kogt ordentligt for netop at undgå bakterierne - men pigerne virkede sikre i deres sag, så det skulle selvfølgelig prøves.
Vi fik sagt pænt farvel og tak for måltidet, inden vi kørte videre.

Oppe af eftermiddagen nåede vi frem til Nha Trang. Vores road trip havde taget lidt hårdere på os, end vi havde regnet med som billedet nedenfor også tydeligt viser.

Meget træt efter 3 dage på vejene i Vietnam.

Vi fik os et par timers hvil, inden vi skulle ud og spise aftensmad - og Kong kendte det helt rigtige sted.
Vi kørte hen til en lille restaurant, hvor man selv skulle stå for en del af madlavningen - noget i stil med raclette.

Tilberedning af aftensmad til 3 sultne herrer.

Udover madlavningen bidrog Kong også i særdeleshed til underholdningen. Ikke længe efter vi var begyndt at tilberede maden, hev han sin telefon frem, skruede volumen op på max - og så blev der ellers spillet musik for alle pengene. Musikken var alt fra traditionel vietnamesisk musik til en del af de, for nogle år tilbage, populære hits fra den vestlige verden.

I starten var både Finn og jeg meget forundrede over, at dette ikke anses som værende uhøflig adfærd over for de andre gæster på restauranten, som det ville herhjemme, men derimod blot et bidrag til hyggen og den gode stemning.

Imens vi sad og spiste, tilbød Kong os endnu en road trip.

Da han skulle bruge scooterne tilbage i Dalat, tilbød han os at tage os med på en 1-dags tur fra Nha Trang og tilbage til Dalat, for det halve af hvad vi havde betalt per dag for den oprindelige tur - inklusiv en overnatning på hans families hostel i Dalat.

På den måde ville det spare ham en del tid med at finde nogle andre til at overtage scooterne på returrejsen, og samtidig fik vi endnu en dag på vejene - til den halve pris.

Vi besluttede os for at takke ja til tilbuddet - vi havde jo alligevel busbilleter fra Dalat til Nha Trang, som endnu ikke var brugt - og da vores plan generelt var, ikke at have nogen plan, var der jo ikke meget i vejen for det.

Vietnam - Road Trip: Vietnam Edition - del 1 (december 2010)

Det var endelig blevet tid til vores længe ventede road trip. Dagen i går var blevet brugt på at forberede os på, hvad den vietnamesiske trafik kunne byde på af uventetheder, men der var trods det, stadig plads til en overraskelse eller to.

Turen gik fra Dalat til Nha Trang. Med ikke mere end ca. 150 km imellem, som skulle tilbagelægges på 2,5 dag, siger det lidt om vejforholdene. Det skal dog også siges, at vi gjorde rigtig mange stop undervejs, kørte af omveje for oplevelsernes skyld og sådan, så vejforholdene kan ikke få skylden alene.

Vores første stop var en mindre blomster-farm. Nu er jeg ikke blomster-entusiast på nogen måde, men det var nu en god oplevelse alligevel. Det viste sig, at især roser i alverdens forskellige farver er meget populære i Vietnam og resten af Asien - og at Vietnam er et af de, hvis ikke det, land i Sydøst Asien, som eksportere flest blomster til resten af Sydøst Asien.

Næste stop var 'Elephant Waterfall', ikke langt fra Dalat. Vandfaldet er kendt for sin udfordrende klatretur fra toppen og ned til foden, som er meget glat og mudret - og det kan derfor også være ganske udfordrende at komme op igen. Med sine 30 meters højde får man virkelig fornemmelsen af, hvor mange kræfter der er bag sådan et vandfald - og man kan da også se vandstøvet fra faldet flere kilometer væk.

Ved foden af Elephant Waterfall, sammen med et par andre friske folk, som havde taget udfordringen op.

Vi vidste godt på forhånd, at naturen i Vietnam er noget helt specielt, men hold da op hvor blev vi alligevel overraskede over, hvor smukt det frie, uspolerede landskab kan være. Det betød også, at vi havde rigtig mange stop på vores road trip - men hvert et sted var det hele værd.

Efter vi havde spist frokost, gik turen forbi en silkefabrik og et område med masser af kaffemarker - de er nu overalt i Vietnam, kaffemarkerne.

Vores held med mekanik fra Cambodia fortsatte i Vietnam - og hvor det i Cambodia var vores tuk-tuk, som brød sammen, så var turen nu kommet til min scooter. Jeg har absolut ingen forstand på mekanik, og det var heller ikke noget, som Finn var blevet velsignet med, så det vi fik ud af det var, at mit dæk var punkteret og oveni det, så var der også noget galt med ventilen i slangen.
Efter ca. 30 minutters venten, kom vores redningsmand til undsætning. Rundt om hjørnet kom vores guide, Kong, kørende - og med sig havde han alverdens reservedele, så han kunne få scooteren repareret.
Det tog ham ikke mere end 10-15 minutter at ordne dækket, og vi var nu igen køreklar.

Finn og jeg, med solnedgangen i ryggen efter en oplevelsesrig dag.

Det var nu blevet aften. Netop ankommet til en lille landsby, hvor vi skulle tilbringe natten, blev vi straks budt på lækker vietnamesisk grøntsagssuppe, ris og kylling - lige hvad vi trængte til.

Aftenen gik med at se fodboldlandskamp sammen med en flok lokale mænd. Kampen var mellem Vietnam og Malaysia - og stemningen var enormt høj! Vietnam vandt kampen 1-0, og så skal jeg ellers love for, at der blev fejret - og det var naturligvis med rigelige mængder risvin!

Velkommen til One.com som min første sponsor!

I går modtog jeg en mail fra One.com om, at de gerne vil indgå et samarbejde med mig omkring mit kommende rejseprojekt "Explore. Dream. Discover."

One.com har valgt at bidrage med 1 års gratis webhotel samt domæne - og bloggens nye adresse er nu derfor skiftet til www.ExploreDreamDiscover.dk.

Som nævnt i et tidligere indlæg, vil der snart komme mere konkret information om hvad projektet kommer til at indebære, men der er lige et par detaljer, som endnu mangler at falde på plads.

Tak for jeres tålmodighed, og endnu en kæmpe stor tak til One.com for at tro på mit projekt!

Vietnam - Cu Chi Tunnellerne og Dalat (december 2010)

Jeg hoppede på bussen mod Cu Chi Tunnellerne næste formiddag, og det tog ikke længe inden jeg var fremme. Finn havde bestemt sig for at bruge dagen inde i byen, så jeg var taget afsted alene.

Jeg faldt hurtigt i snak med et par, som var del af en lidt større gruppe - så jeg fulgtes med dem og deres guide rundt.

Selv for en fyr af min beskedne bygning, var der ikke meget plads at gøre med nede i tunnellerne.

Det var en rigtig fed oplevelse at gå iblandt mænd klædt som Viet Cong soldater, og man fik virkelig indblik i, hvor dygtige de var dengang under krigen.
Viet Cong havde jo ikke haft noget i nærheden af det udstyr, som amerikanerne havde - og trods det, gik de ind i krigen med mandshjerte, mod og ikke mindst opfindsomhed. Cu Chi Tunnellerne er et 200 km langt underjordisk tunnelsystem, som gjorde det muligt for Viet Cong at neutralisere amerikanernes fordele i udstyr - dette indebar blandt andet at liste ind i de amerikanske lejre om natten, for at sabotere udstyr og dræbe fjenden i ly af natten, for igen at forsvinde uden nogen form for spor af, at de nogensinde havde været der.
Derudover havde Viet Cong fyldt området med alverdens fælder, som den på billedet nedenfor, blandt mange andre.

En af de mange fælder, som amerikanerne stod overfor under Vietnam Krigen.

Nu er det sådan med Vietnam Krigen, hvis man spørger en amerikaner, så vandt USA krigen - og hvis man spørger vietnameserne, så var det dem, som vandt.
Nok var det enormt imponerende, hvordan Viet Cong havde ydet den store modstand til amerikanerne som de havde - men man skal også være forberedt på, at blive dynget til i en hel masse propaganda under sit besøg ved Cu Chi.
Som en afslutning på rundturen, blev vi vist ind i en slags biograf. Filmen viste en meget ensidet version af, hvordan krigen havde forløbet og hvad der stod til grund for den, så her blev amerikanerne udstillet som et barbarisk og kold-hjertet folkefærd, som kun ville vietnameserne ondt.
En af de andre medlemmer i gruppen var amerikaner, og han fortalte, at hvis man fortæller en vietnameser at man er fra USA, så vil nogle stadig kigge skævt til en for det, der skete tilbage i 1975 - og det må siges at fortælle en del om, hvor meget det den dag i dag, fortsat betyder for vietnameserne.

Varmer op til vores road trip!

Efter mit besøg ved Cu Chi, tog jeg bussen tilbage til Ho Chi Minh. Finn havde taget en tidligere bus mod Dalat, som var vores næste destination - og selv skulle jeg med bussen ved middagstid næste dag.
Busturen mod Dalat var en blandet fornøjelse. Jeg havde fået en plads ved vinduet, og jeg syntes at der var nogle gange hvor chaufføren kom lige tæt nok på kanten af bjergvejene, til min smag - og det hjalp bestemt ikke på det, at jeg lider af ekstrem højdeskræk. Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg ikke en gang springer fra 3 meter vippen i en svømmehal...

Jeg kom helskindet frem til Dalat, hvor Finn ventede på mig. Finn havde tilbragt det meste af dagen i byen, og var blandt andet faldet i snak med en motorcykelturguide, der tidligere havde arbejdet for en stor udbyder af motorcykelture i Vietnam, Easy Riders - som nu var startet for sig selv.
Uafhængig af sin tidligere arbejdsgiver kunne Kong, som han hed, tilbyde de samme ture til blot den halve pris af, hvad Finn havde fundet ture med Easy Riders til - så det tøvede vi ikke med at takke ja til. Ydermere ejede hans familie et lille, hyggeligt hostel i byen, hvor vi fik billig overnatning med i handlen.

Tja... Billedet siger vidst det hele.

Efter at have fået godt og grundigt udsovet, blev vi næste morgen præsenteret for vores partnere for de næste par dage - scooterne.
Kong foreslog os, at bruge dagen på at køre rundt i og omkring byen, for lige at vænne os til hvordan scooterne fungerede - og ikke mindst, at færdes i den vietnamesiske trafik, som i sandhed må siges at være en lidt større mundfuld, end hvad vi var vant til hjemmefra.

Efter en dag med opvarmning til de næste par dage på vejene i Vietnam, var vi nu for alvor klar til noget af det, som vi begge havde set allermest frem til på hele turen - ROAD TRIP!

Min nuværende rejsesituation

Da der efterhånden er et par stykker, som har givet udtryk for forvirring omkring min nuværende rejsesituation, vil jeg gerne oplyse at jeg i øjeblikket, desværre, ikke er ude at rejse. Indlæggene på min blog er indtil videre "kun" bestående af historier fra mine 3 måneder i Sydøst Asien fra december 2010 til marts 2011.

Min næste rejse starter juli/august 2014, og jeg vil snarest muligt give mere information herom. Jeg kan dog afsløre allerede nu, at det bliver en rejse og et projekt, som jeg tvivler på, at der er ret mange, som ikke på et eller andet tidspunkt i deres liv har drømt om eller overvejet!

Jeg beklager misforståelsen omkring dette, og jeg håber at alt skulle være klart nu - ellers er i altid meget velkomne til at skrive!

Alt det bedste,

Mads

Vietnam - Ho Chi Minh City og Mekong Deltaet (december 2010)

Førstehåndsindtrykket af Ho Chi Minh City var, at byen er enormt hektisk og om muligt, endnu mere uoverskuelig end Bangkok, når det kommer til trafikken. Vi troede vi havde oplevet Sydøst Asiens peak mht. trafik allerede - men der tog vi fejl. Biler, motorcykler og knallerter kører ud og ind imellem hinanden, i hvad der for os virkede til, at være de mest uoverskuelige trafikregler i verden - hvis der overhovedet var tale om regler.

Første overnatning blev, grundet ankomst sent om aftenen, på et hotel, som var i den lidt dyre ende i forhold til de hostels vi havde overnattet på indtil nu - men vi var godt trætte da vi endelig var nået frem, og kunne ikke overskue at skulle på den vilde jagt efter et billigt sted at overnatte.
Som det første næste dag, gik vi på jagt efter et hostel - og det tog os ikke langt tid at finde et. Vi fik tjekket ind og smidt vores rygsække - og så var det tid til at udforske!

På opdagelse i Ho Chi Minh City, med byens hektiske trafik i baggrunden.

Vi startede ud med at besøge et lokalt marked, hvor vi fik købt os lidt ekstra t-shirts, strømper og hvad der nu ellers var praktisk at have lidt ekstra af. Herefter var vi rundt ved forskellige udbydere af dagture, hvor vi tog imod tilbuddet om en 2-dags tur, med et home-stay hos en vietnamesisk familie i Mekong Deltaet. Nu manglede vi bare at få styr på busbilletten til vores fortsatte rejse op igennem Vietnam. Efter at have spurgt lidt omkring og erfaret, at prisniveauerne for en gangs skyld lå nogenlunde omkring hinanden, valgte vi at købe en busbillet med stop i følgende byer: Dalat, Nha Trang, Hoi An, Hué og Hanoi - total små 1900 km til den beskedne sum af 28 USD eller ca. 170 danske kroner, hvilket jo må siges at være ganske overkommeligt.

Mig og min ædle ganger :-)

Næste dag var den første på vores 2-dags tur, og vi havde set meget frem til det. Dagen startede ud med en kort tur i minibus ned til Mekong Floden, hvorfra turen gik videre med båd ud til en af øerne i Mekong Deltaet. Vi var en del af en gruppe på 6 personer, og kemien i gruppen var super god - så vi havde de bedste forudsætninger for at få en god dag. Inde på øen fik vi mulighed for at lave vietnamesisk kokosslik, samt få en smagsprøve på brændevin lavet på kokos. Slikket smagte ganske godt, hvorimod brændevinen var en mere tvivlsom nydelse - men det var lidt hvad vi havde forventet.

Resten af dagen gik med at cykle rundt på øen - det var en super god måde at opleve omgivelserne på, og vi fik blandt hilst på en velvoksen pytonslange samt en vandbøffel.

Aftenens menu bestående af friskfanget fisk med tilbehør.

Aftenen var kommet, og vi skulle nu møde vores værtsfamilie for aftenen og den kommende nat.
Vi blev modtaget med smil og åbne arme, og vi følte os hurtigt som en del af deres lille familie. Kort efter ankomst hos familien blev der serveret aftensmad, som bød på friskfanget fisk samt alt der hører til - og det smagte fantastisk!

Solopgang over rismarker i Mekong Deltaet, Vietnam.

Vores værtsfamilie havde foreslået os at stå tidligt op næste morgen for at se solopgangen over rismarkerne - og det skuffede bestemt ikke!

Turen gik nu tilbage mod Ho Chi Minh, der blandt andet bød på en tur til Cu Chi Tunnellerne, som jeg havde set meget frem til at opleve.

Cambodia - Sihanoukville (december 2010)

Vi var ikke mere end 10 dage inde i vores Sydøst Asiatiske eventyr, før vi følte trængen til sol, sand, vand og kolde drinks. Vi havde ikke hørt om Sihanoukville før for et par dage siden, men vi syntes det lød lækkert - så vi bestemte os for at tjekke det ud.
Sihanoukville minder meget om turistområderne i Thailand - der er bare ikke nær så mange turister. Vidst er der nogle, men slet ikke i samme grad som Thailand, og det synes vi var rigtig fedt.

Vores guest house under opholdet i Sihanoukville, Cambodia.

Vi ankom til byen lidt ud på eftermiddagen, og da vi havde fundet os et sted at overnatte, faldt vi ret hurtigt i snak med en flok lokale gutter, som stod og jonglerede frem og tilbage mellem hinanden, med en lille genstand kaldet Shuttlecock. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt Shuttlecock er et andet ord for fjerbold, for det er egentlig hvad det er - lige med undtagelse af en slags fjedre i modsatte ende af fjerene, som gør, at det er muligt at jonglere med den.
Nåh, men... Uanset hvad det er, så er det enormt sjovt, og vi faldt hurtigt ind i rytmen med de lokale, og jonglerede på livet løs. Drengene fik sig nogle billige grin da vi, trods åbenlyse talenter, ikke formåede at holde den "kørende" lige så længe som dem - men vi hyggede os alle sammen.

Udsigten fra vores "post" på stranden i Sihanoukville, Cambodia.

Næste dag havde vi afsat til, at ligge og dase på stranden, og så lige tage en tur igennem byen, for at se hvad den havde at byde på. Der var egentlig ikke meget andet end små butikker og et par klubber - i hvert fald den del af byen, som ligger nede omkring stranden, og vi kom ikke meget længere end det.
Efter en dag i afslapningens tegn, besluttede vi os for at finde et sted nede ved stranden og få noget godt at spise, og så ellers tage op i byen og få os "en enkelt". Som de fleste af jer ved, betyder "en enkelt" meget sjældent, hvis nogensinde, at man holder sig til bare et par genstande, og vores aften var naturligvis ingen undtagelse. Vi tilbragte hele vores aften på en super hyggelig bar, men jeg kan, af åbenlyse årsager, ikke huske hvad stedet hedder - men en sjov aften var det!

Godt pressede af aftenens udskejelser, satte vi os på bussen tilbage mod Phnom Penh, hvorefter vi skulle med en bus videre til Ho Chi Minh i Vietnam. Vietnam var det land jeg personligt havde set allermest frem til hjemmefra, så jeg var selvfølgelig enormt spændt på, om det ville leve op til de høje forventninger.

Cambodia - Phnom Penh og Killing Fields (december 2010)

I dag gik turen til Cambodias hovedstad, Phnom Penh. Vi kørte fra Siem Reap lidt oppe af dagen, og vi ankom derfor først til Phnom Penh ved aftenstid. Under vores rejse imellem de to byer, fik vi endnu en glimrende mulighed for at vise hvor "Rambo" vi var blevet. Denne udfordring bestod af en meget udbredt spise i Cambodia - stegt tarantel. Ja, tarantel, som i edderkop.

Den, endnu, levende udgave af den Cambodianske spise - stegt tarantel.

For at være ærlig, så overvejede vi det. Kraftigt. Vi blev dog enige om, at vi endnu ikke var hardcore nok til, at lægge os ud med tarantellerne, så vi sprang over. Nogenlunde tilfredse med vores beslutning, drog vi videre mod Phnom Penh.

Da vi var kommet frem, fik vi hurtigt fundet et hostel at overnatte på. Det var her vi første gang mødte Julie, der også var fra Danmark, som vi kom til at tilbringe lidt tid sammen med, de næste par dage.
Under aftensmaden fortalte Julie os lidt om byen - blandt andet, at Russian Market og fodmassagesalonerne var et besøg værd.

Vi havde aftalt med vores tuk-tuk chauffør fra aftenen inden, at han skulle hente os ved vores hostel om morgenen, hvor han så skulle køre os ud til Killing Fields. Killing Fields er nogle områder i Cambodia, der under Khmer Rouge og Pol Pots styre, blev anvendt til at torturere og henrette folk, som støttede den tidligere regering i Cambodia. Pol Pot er sidenhen blevet refereret til, som Cambodias Hitler.

Tårnet ved Cheong Ek Killing Field, som er fyldt med kranier fra ofrene.

Atmosfæren var tyk af sorg, og det var tydeligt, hvor forfærdelige nogle ting, der var hændt. Selv har jeg ikke været i en koncentrationslejr før, så det kom noget bag på mig, hvor meget det egentlig ramte mig.
Jeg vil dog på det kraftigste anbefale, hvis man opholder sig i eller omkring Phnom Penh, at man tager forbi Cheong Ek, som var den lejr vi besøgte, da det betyder enormt meget for det cambodianske folk, at mennesker udenfor Cambodia også får viden om, hvad der skete den gang.
Ret påvirkede af stemningen omkring Cheong Ek, tog vi afsted mod byen igen.

Et lille smil på læberne blev det dog til, da vi fandt os selv efterladt af vores tuk-tuk chauffør, midt ude i ingenting, grundet en defekt kæde på vores tuk-tuk. Chaufføren havde fået et lift af en forbikørende, og uden nogen som helst forklaring på noget som helst, var vi blevet efterladt helt til os selv. Vi kunne ikke rigtig finde ud af, om chaufføren var taget ind mod byen for at købe reservedele, eller om han virkelig havde efterladt os - og vi syntes faktisk, at det var en ret komisk situation vi var havnet i.
Efter 20 minutter i vejkanten, kom vores chauffør tøffende tilbage på den samme knallert, som han havde forladt os på. Efter yderligere 5-10 min. fik han skiftet kæden, og vi var igen kørende.
Inden turen gik tilbage til vores hostel, var vi omkring S-21, som er en tidligere skole, der under Pol Pots styre, fungerede som koncentrationslejr.
Dagen havde været præget af alvorlige, omend meget lærerige, indtryk - og det var rart at komme tilbage til vores hostel om aftenen og få slappet af.

Vi sluttede vores ophold i Phnom Penh af med at besøge Russian Market, samt en god omgang fodmassage - nu var det blevet tid til sol, sand og vand i Sihanoukville, Cambodia.

Cambodia - Templer og Tommy Guns (december 2010)

En af de ting, som jeg inden afrejse havde set allermest frem til at opleve, var Angkor Wat templerne, nord for Siem Reap i Cambodia.

Jeg er generelt meget fascineret af templer, men lige netop Angkor Wat har altid været noget specielt i mine øjne. Arkitekturen i Angkor Wat skiller sig ud, og det har nærmest sin helt egen stil - i hvert fald i forhold til hvad jeg normalvis forbinder med tempel-arkitektur.

Vi var aftenen inden blevet anbefalet på det kraftigste, at stå tidligt op for at opleve solopgangen over hovedtemplet - og det var med god grund.

Hovedtemplet ved Angkor Wat, Angkor, Cambodia. (klik for større billede)

Vi havde lavet en god aftale med en tuk-tuk chauffør aftenen forinden, hvilket betød, at han ville transportere os rundt til de forskellige templer - og tilbage til byen igen. Dette for en ganske rimelig sum penge.
Vi var ankommet til hovedtemplet i god tid, så vi kunne få den fulde oplevelse med.
Oplevelsen af, at stå der og vente - helt fra tusmørke til, at solen lige så stille sneg sig op bag templet, kan jeg slet ikke retfærdiggøre med ord. Det var ubeskrivelig smukt - og virkelig en oplevelse, som jeg er enormt glad for, at vi fik med os.
Et lille minus var dog, at der på tidspunktet var renovering af hovedtemplet, så der var stilladser rundt omkring templet - men det var på ingen måde noget, der ødelagde oplevelsen for mig.
Jeg kunne have brugt flere dage ved templerne, men vi valgte at nøjes med en enkelt - og det var også ganske fint.

Som dagen gik, og vi efterhånden havde udforsket en stor del af templerne og områderne omkring - var det blevet tid til at vende tilbage til byen.
På vej ind til byen, med vores tuk-tuk i fuld fart, kom vi til at tale om, hvad vi sådan ellers forbandt Cambodia med. Udover Angkor Wat var det egentlig meget begrænset hvad jeg vidste om Cambodia - og Finn havde det på samme måde. Vi havde begge hørt om landets meget ukomplicerede forhold til våben, men det var egentlig ikke noget, som vi havde forventet ville være så let at komme til, som det senere ville vise sig. Vi spurgte tuk-tuk chaufføren, om sådan noget med at skyde med våben, var noget et par udlændinge sådan uden videre kunne komme til - og i givet fald, om han kendte et sted hvor.
Chaufføren svarede i en tone, som om, at det med våben var noget af det mest naturlige i Cambodia: "Oh yes, yes, yes! I know! I show you! Bang bang!"
Finn og jeg kiggede på hinanden med kæmpemæssige smil i hele ansigtet - fedt! Nu skulle vi sgu ud og lege krig, som dengang vi var små!

Guess what?

Det hele virkede meget "uofficielt" - og sådan var det generelt med en del ting i Cambodia. Vores chauffør kørte os ud til skydebanen, som var et gammelt, nedlagt miltærområde. Ved ankomst, blev vi modtaget af tre gutter, som stod og hyggede sig med lidt skyderi - og uden nogen som helst form for ID tjek, blev vi vist hen til "The Great Wall of Fun" - hvilket ikke var noget officielt navn, men jeg synes nu det var ganske passende.

En ganske fornøjet ung mand :-)

Som billedet ovenfor tydeligt viser, var udvalget af våben ret overvældende. Vi havde forventet, at der var tale om et mindre udvalg af pistoler og måske et par rifler - men vi havde på ingen måde forventet dette. Der var alt - lige fra granatkastere og håndgranater til AK47 og Tommy Guns. Et sandt slaraffenland for et par drengerøve som os!
20 minutter og $100 senere, tog vi fra skydebanen. Humøret var i top! Dagen havde på alle måder levet op til vores forventninger - og mere til! Templerne var intet mindre end fantastiske, og at slutte dagen af i et slaraffenland for drengerøve var prikken over i'et!
Trætte og velfornøjede gik vi til køjs. Dagen i morgen stod på 6 timer i bus, hvor destinationen var Cambodias hovedstad, Phnom Penh.

Cambodia - Lidt for meget eventyr (december 2010)

Vi stod tidligt op næste morgen, for at fange bussen mod Siem Reap i Cambodia. For at være helt ærlig, så følte vi os sgu en smule "Rambo", som vi kaldte det, når vi gjorde nogle, i vores øjne, "vilde" ting. Vi havde jo alligevel valgt, trods adskillige skrækhistorier, at rejse igennem Cambodia på egen hånd.

Det skulle dog vise sig, at vi ikke var blevet helt "Rambo" endnu...

I forhold til Sydøst Asiatiske standarder, gik busturen faktisk ret godt - lige indtil en times tid før grænsen til Cambodia.

Bussen gjorde holdt på en form for rasteplads, hvor vi blev rykket over i små ladbiler, som så skulle transportere os til grænsen mellem Thailand og Cambodia. Vi blev bedt om at udlevere vores pas, og det i sig selv er der jo ikke noget underligt ved - hvis man altså bare havde rejst med et bureau og valgt en grupperejse, men det var jo ikke tilfældet med os.
Vi var lidt utrygge ved, bare sådan at udlevere vores pas, men vi gjorde det alligevel.
Herefter kørte ladbilerne afsted med os mod grænsen, og vi havde på dette tidspunkt ikke fået vores pas tilbage endnu.
Da vi ankom til grænsen blev vi mødt af den samme mand, som vi havde udleveret vores pas til - og vi fik dem omsider tilbage.
Grænsen til Cambodia var meget præget af fattigdom. Børn i alle aldre løb rundt fra det ene hvide menneske til det andet, i håb om, at der ville falde lidt af til aftensmaden. Dette var første gang på vores rejse, at vi sådan for alvor stiftede bekendtskab med voldsom fattigdom, og det ramte os noget mere, end vi på forhånd havde forventet.

En smule tynget af stemningen ved grænsen, blev vi nu eskorteret over til vores videre transportmiddel - en taxa. Eller, taxa og taxa - hvad end det var, så så den ret "uofficiel" ud, og det tætteste man kunne komme på at sammenligne den med, var en taxa...
Finn og jeg delte "taxa" med en tysk mand og hans cambodianske kone.
Jeg tror det var tydeligt at se på os, at vi ikke var vant til at rejse alene. Den tyske mand, hvis navn jeg ikke husker, fortalte os lidt om ham og hans kones forhold - og spurgte lidt ind til Finns og min rejse.
Efter en times tid i taxa, gjorde vi holdt ved, hvad der lignede en blanding af en forladt busstation og huset fra 'Texas Chainsaw Massacre' - og vi følte os pludselig ikke særlig modige længere.
Tyskeren og hans kone blev ført over i en bil, og tilbage stod vi der, helt alene ude midt i ingenting - dog med et løfte om, at der snart ville komme en anden bil og hente os.
Mængden af information under hele dette forløb var, som i sikkert kan fornemme, meget begrænset - og det var også kun med til at gøre stemningen mere utryg.
På det her tidspunkt var vi nået til sen aften - omkring kl. 23.00, og lige i øjeblikket havde vi begge nok mest af alt lyst til, at have en gruppeleder, som kunne "holde os i hånden" - så vi ikke skulle bekymre os om vores videre færd.

Efter 10-15 minutters venten ved Hewitt familiens hus, kom vores bil. Endnu en gang med nærmest ingen information om noget som helst, satte vi os ind, og næste stop var Siem Reap - forhåbentlig.
Efter en times tid, var vi fremme i Siem Reap. Stadig lidt utrygge ved situationen, blev vi sat af udenfor et hostel, som vi besluttede os for at overnatte på.
'No Problem Guest House' - så kan man da vidst tale om ironi på højt plan...
Inden vi trak os tilbage for en dag, med lidt mere eventyr end vi måske havde håbet på, foreslog receptionisten os, at stå tidligt op næste dag, for at opleve solopgangen over Angkor Wat templerne - og det var naturligvis en oplevelse, som vi ikke ville gå glip af!

Der blev skrevet dagbog, efter nerverne var faldet til ro, ovenpå en særdeles begivenhedsrig dag. (klik for større billede)

Alt i alt en god dag - vi var jo trods alt kommet helskindet frem til vores destination. Til trods for, at vi havde følt os en smule utrygge i løbet af dagen, og især aftenen - så viste det sig jo, at vores bekymringer havde været ganske ubegrundet.
Jeg tror, at det er sådan med det meste. Vi er, af natur, bange for det ukendte - og for mig bekræfter det kun vigtigheden af, at vi kommer udenfor vores komfortzone i ny og næ, for at få udvidet vores horisont og forståelsen af, at bare fordi det ikke er sådan tingene fungere i Danmark - så kan det altså stadig være helt okay.

Thailand - De første dage (december 2010)

Netop ankommet til hvad der var, mildest talt, udebane for et  par blege førstegangsrejsende, gik turen nu til vores hjem for de næste par dage, New Road Guest House. Vi havde overvejet, at søge mod den verdensberømte backpacker gade i Bangkok, Khao San Road - men havde i stedet valgt, at bosætte os lidt udenfor centrum, dog blot 5 minutters gang fra SkyTrain, som kan tage dig hvorhen i byen du ønsker, på forholdsvis kort tid.
Efter vi havde fået styr på check-in, var førsetprioriteten at finde os noget af den lækre thai-mad, som vi havde hørt så meget godt om hjemmefra. Vi fandt et sted, kun en enkelt gade fra vores hostel - maden var super god, billig og betjeningen var i top! Vi var godt tilfredse med vores første måltid i Thailand!
Det resterende af dagen og aftenen gik med, at slentre rundt i området omkring vores hostel, spille pool og ellers bare vænne os til varmen og de altid venlige og smilende thailændere.

Tai Chi i Lumpini Park, Bangkok, Thailand (klik for større billede)

Næste dag stod vi op omkring kl. 05.00. Grunden til dette var, at vi aftenen forinden havde fået fortalt, at Lumpini Park, midt i Bangkok, bestemt var et besøg værd - og, at der tidligt om morgenen altid er flere grupper, som udøver Tai Chi. Tai Chi er en ældgammel, Kinesisk kampkunst, som også er enormt populær i Thailand, der har til formål at styrke krop og sind, og harmonien imellem disse.
Vi synes det lød super fedt - så det skulle vi naturligvis opleve!
Lumpini Park var fantastisk! En kæmpe park inde midt i byen, hvor sindet kan få ro, og man bare kan læne sig tilbage med en god bog - eller bare lade tankerne flyde afsted.
Det var imponerende at se koordinationen i gruppernes bevægelser. Det var helt afslappende, bare at se på. Efter vores besøg i Lumpini Park, ville vi en tur omkring MBK Center, som er et enormt shoppingcenter i 7 etager, der har alt hvad hjertet måtte begære.
Vi besluttede os for, at benytte lejligheden til at tage vores jomfrutur i SkyTrain - og vi var fremme ved MBK Center små 20 minutter senere.
Vi havde selvfølgelig en idé om, hvor stort MBK Center ville være - men til trods for det, blev vi alligevel ret overvældede. Butikker, restauranter og boder i massevis - og sågar en biograf på hele øverste etage!
Vi fik købt de ting vi manglede, heriblandt ure, sko og myggenet - hvilket vi senere skulle blive enormt taknemmelige for, at vi havde investeret i.

Bangkok overraskede os på mange måder, og på mange måder gjorde den ikke. Noget, som vi især undrede os over var, at byen er enormt beskidt. Selvom vi befandt os i Sydøst Asien, overraskede det os alligevel, at der lå skrald overalt - men det hænger selvfølgelig meget godt sammen med, at det hørte til sjældenhederne, at man så en skraldespand på gaden.

Da vi ikke havde booket noget som helst på forhånd, besluttede vi os for, at tage en tur omkring Hua Lamphong Railway Station, for at tjekke mulighederne for videre rejse.
Der gik ikke længe, inden vi havde fået de første 10 tilbud om rejser til alverdens steder inde- og udenfor Thailand. Mulighederne var uendelige.
Efter at have snakket med adskillige sælgere, bestemte vi os for, at vores næste destination skulle være Cambodia. Til trods for, at vi hjemmefra havde hørt alverdens skrækhistorier om overfald, kidnapninger og hvad ved jeg - besluttede vi os for, at fravælge trygheden ved en grupperejse - for i stedet at rejse på egen hånd og få lidt mere eventyr ud af det - det var jo trods alt derfor, at vi var taget afsted.

Afrejse!

Tirsdag den 30. november 2010 var dagen for afrejse. Jeg havde nu gået i omkring 4 måneder og glædet mig, hver eneste dag, som et lille barn til juleaften.
En, som til gengæld ikke havde set frem til denne dag, var min mor.
Jeg har en meget kærlig mor, som altid har taget sig godt af mine brødre og jeg, og hendes bekymring for, at hendes "lille dreng" nu skulle drage ud i den store verden på egen hånd, var ikke ligefrem noget, jeg scorede en hulens masse point på, for at sige det mildt. Det tog mig da også lidt tid, at få hende overbevist om, at det altså var en ganske glimrende idé, sådan at rejse ud og blive klogere på livet, og ikke mindst mig selv.
Hun vil mig naturligvis kun det bedste, og var jo blot bekymret for, om jeg nu kunne klare at stå på egne ben, sådan rigtigt, for første gang i mit liv, og om jeg ville komme uskadt hjem.
Som nævnt i mit første indlæg, har jeg boet hjemmefra, siden jeg var 18 år, så det er ikke fordi, at det er hende uvant, ikke at have mig omkring - men det med, at skulle ud i verden, var lidt mere uden for rækkevidde, end hun havde håbet på, tror jeg.
Inderst inde vidste hun jo også godt, at der ikke var nogen reel fare for, at hun ikke ville komme til at se mig igen - hun var alligevel smart nok til, at sende mig afsted med stegt flæsk og persillesovs, som mit sidste måltid inden afrejse, og hvis der er noget, som der absolut ingen chance er for, jeg nogensinde giver afkald på - så er det mors hjemmelavede stegte flæsk!

Aftenen inden afrejsedagen, gik med at pakke og tjekke min rygsæk igen, og igen og igen.
Jeg vil tro, at jeg samlet fik den pakket helt ud - og heldigvis sammen igen, omkring 20 gange den aften.
Jeg havde aldrig før i mit liv ejet en "rigtig" rygsæk, og jeg må indrømme, at jeg havde en del besvær med at finde ud af, hvordan den skulle pakkes så praktisk som muligt.
Grundet min manglende erfaring som backpacker, var jeg nødsaget til, at skille mig af med en del af de ting, som jeg havde reserveret plads til i rygsækken.
Det, som gjorde allermest ondt, at skulle undvære, var pebernødder. Jeg skulle for første gang i mit liv fejre juleaften i udlandet, og det trak dybt inde i det allerdybeste af min sjæl, at skulle droppe pebernødderne til juleaften. Modvilligt blev de, til især min fars fornøjelse, droppet til fordel for blandt andet lommelygte, vandrestøvler, pas, vaccinations-papirer, malariapiller og andre, på det tidspunkt, ligegyldige ting.

Jeg skulle flyve fra Aalborg til Kastrup Lufthavn, hvor jeg havde godt 12 timers ventedetid i sigte. Jeg tvivler stærkt på, at der nogensinde er blevet gået så mange kilometer i Kastrup, på en enkelt dag, som jeg præsterede - eller, at ekspedienten hos Baresso, har serveret varm kakao for samme person så mange gange. Tiden blev slået ihjel med, at høre musik og læse - og det var sådan set det. Ikke det mest indholdsrige halve døgn i mit liv, kan du nok forestille dig.
Uret tikkede tættere på 18.00, og det var der omkring min danske rejsebuddy, Finn, og jeg, skulle mødes i lufthavnen. Finn og jeg havde stiftet bekendtskab via det danske backpacker forum, Backpackerplanet.dk, og vi havde en måneds tid forinden mødtes i Århus i et par timer, og fandt ret hurtigt ud af, at det kunne være meget fedt at starte vores rejser sammen - så det var det, vi besluttede os for.

Er det ikke underligt, at rejse afsted med en, som man knap nok kender? På ingen måde. Det handler i al sin enkelthed om, at have et åbent sind. Vi havde hjemmefra aftalt, at hvis vi en dag ville hver vores vej - så var det sådan det var. No hard feelings. Det var et glimrende udgangspunkt at have, for at få en god start på rejsen. Finn havde, ligesom jeg, ingen tidligere rejseerfaring - så vi var helt på samme niveau, ham og jeg.

Tiden nærmede sig kl. 20.05, hvor vi skulle flyve fra Kastrup, via Wien, til Bangkok. Forud ventede os lige knap 12 timer i fly, før vi kunne stå med thailandsk jord under fødderne, og eventyret for alvor kunne begynde.
Omkring kl. 15.00 lokal tid, var vi fremme, i den enorme Suvarnabhumi lufthavn i Bangkok. Jeg havde faktisk forventet, at den ville være langt mere kaotisk, end tilfældet var.

Så der stod vi - to grønskollinger med vores rygsække på, med meget begrænset livserfaring, uden planlægning og endnu mindre end ingen idé om, hvad de næste 3 måneder ville bringe. Men som man siger; minus/minus giver plus - ikke?