Vietnam - Cu Chi Tunnellerne og Dalat (december 2010)

Jeg hoppede på bussen mod Cu Chi Tunnellerne næste formiddag, og det tog ikke længe inden jeg var fremme. Finn havde bestemt sig for at bruge dagen inde i byen, så jeg var taget afsted alene.

Jeg faldt hurtigt i snak med et par, som var del af en lidt større gruppe - så jeg fulgtes med dem og deres guide rundt.

Selv for en fyr af min beskedne bygning, var der ikke meget plads at gøre med nede i tunnellerne.

Det var en rigtig fed oplevelse at gå iblandt mænd klædt som Viet Cong soldater, og man fik virkelig indblik i, hvor dygtige de var dengang under krigen.
Viet Cong havde jo ikke haft noget i nærheden af det udstyr, som amerikanerne havde - og trods det, gik de ind i krigen med mandshjerte, mod og ikke mindst opfindsomhed. Cu Chi Tunnellerne er et 200 km langt underjordisk tunnelsystem, som gjorde det muligt for Viet Cong at neutralisere amerikanernes fordele i udstyr - dette indebar blandt andet at liste ind i de amerikanske lejre om natten, for at sabotere udstyr og dræbe fjenden i ly af natten, for igen at forsvinde uden nogen form for spor af, at de nogensinde havde været der.
Derudover havde Viet Cong fyldt området med alverdens fælder, som den på billedet nedenfor, blandt mange andre.

En af de mange fælder, som amerikanerne stod overfor under Vietnam Krigen.

Nu er det sådan med Vietnam Krigen, hvis man spørger en amerikaner, så vandt USA krigen - og hvis man spørger vietnameserne, så var det dem, som vandt.
Nok var det enormt imponerende, hvordan Viet Cong havde ydet den store modstand til amerikanerne som de havde - men man skal også være forberedt på, at blive dynget til i en hel masse propaganda under sit besøg ved Cu Chi.
Som en afslutning på rundturen, blev vi vist ind i en slags biograf. Filmen viste en meget ensidet version af, hvordan krigen havde forløbet og hvad der stod til grund for den, så her blev amerikanerne udstillet som et barbarisk og kold-hjertet folkefærd, som kun ville vietnameserne ondt.
En af de andre medlemmer i gruppen var amerikaner, og han fortalte, at hvis man fortæller en vietnameser at man er fra USA, så vil nogle stadig kigge skævt til en for det, der skete tilbage i 1975 - og det må siges at fortælle en del om, hvor meget det den dag i dag, fortsat betyder for vietnameserne.

Varmer op til vores road trip!

Efter mit besøg ved Cu Chi, tog jeg bussen tilbage til Ho Chi Minh. Finn havde taget en tidligere bus mod Dalat, som var vores næste destination - og selv skulle jeg med bussen ved middagstid næste dag.
Busturen mod Dalat var en blandet fornøjelse. Jeg havde fået en plads ved vinduet, og jeg syntes at der var nogle gange hvor chaufføren kom lige tæt nok på kanten af bjergvejene, til min smag - og det hjalp bestemt ikke på det, at jeg lider af ekstrem højdeskræk. Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg ikke en gang springer fra 3 meter vippen i en svømmehal...

Jeg kom helskindet frem til Dalat, hvor Finn ventede på mig. Finn havde tilbragt det meste af dagen i byen, og var blandt andet faldet i snak med en motorcykelturguide, der tidligere havde arbejdet for en stor udbyder af motorcykelture i Vietnam, Easy Riders - som nu var startet for sig selv.
Uafhængig af sin tidligere arbejdsgiver kunne Kong, som han hed, tilbyde de samme ture til blot den halve pris af, hvad Finn havde fundet ture med Easy Riders til - så det tøvede vi ikke med at takke ja til. Ydermere ejede hans familie et lille, hyggeligt hostel i byen, hvor vi fik billig overnatning med i handlen.

Tja... Billedet siger vidst det hele.

Efter at have fået godt og grundigt udsovet, blev vi næste morgen præsenteret for vores partnere for de næste par dage - scooterne.
Kong foreslog os, at bruge dagen på at køre rundt i og omkring byen, for lige at vænne os til hvordan scooterne fungerede - og ikke mindst, at færdes i den vietnamesiske trafik, som i sandhed må siges at være en lidt større mundfuld, end hvad vi var vant til hjemmefra.

Efter en dag med opvarmning til de næste par dage på vejene i Vietnam, var vi nu for alvor klar til noget af det, som vi begge havde set allermest frem til på hele turen - ROAD TRIP!